Børn er søde og dejlige. Alligevel kan vi, ind i mellem føle, at de er ved at drive os til vanvid. Det er helt normalt, at vi får den følelse. Så længe, det ikke er for ofte. Hvis det bliver for ofte er det et tegn på, at noget ikke er helt, som det skal være. Højst sandsynligt fordi børnene overtræder vores grænser. Vi formår simpelthen ikke at få sagt fra i tide. Måske fordi vi ikke kan mærke, hvor vores grænser går. Måske fordi vi ikke orker at tage den kamp, der muligvis kommer i kølvandet på et “nej” til barnet.

Men vi skal alle være her. Både børn og voksne. Og helst på den gode måde. Det er vores ansvar, som forældre, at skabe den gode måde at være sammen på. Det betyder også, at det er vores opgave, at sætte grænser for hvad børnene må, kan og skal. Vi er de voksne – vi bestemmer.

I “gamle dage” skulle børn ses, men ikke høres. Det kaldes det gamle børnesyn. Det byggede på magt og autoritet. Børn blev opdraget med skæld ud og skammekrog. Gjorde børnene ikke, som vi forventede og havde bedt om, var det stuearrest eller op på værelset uden aftensmad. Man kan sige, at børn blev ikke behandlet på samme måde, som de voksne behandlede hinanden.

I det nye børnesyn er børn og voksne ligeværdige. Det betyder, at vi er lige meget værd. Det betyder ikke, at vi er ligestillede for det stadig os voksne, der har ansvaret og magten. Ansvaret og magten for, at relationen mellem børn og voksne er god. Vi er ikke bedrevidende og belærende i vores opdragelsesmetode. Vi er åbne og nysgerrige på vores børn, deres meninger, holdninger og følelser. Vi skammer dem ikke ud, hvis de mener noget andet end os. Vi har alle ret til at føle og mene, som vi gør. Det betyder ikke, at børn skal have lov til alt og har ret i alt. Men de har lov til at mene, det de gør. Fx kan det lille barn godt føle, at det er uretfærdigt, at det skal tidligere i seng end resten af familien. Den følelse kan vi ikke tage fra barnet. Det betyder dog ikke, at barnet skal have lov til at være lige så længe oppe, som resten af familien. Her er det os, som forældre, der beslutter, ud fra den viden vi har som voksne, at det lille barn har brug for mere søvn end de større børn og voksne, og derfor holder vi fast i, at barnet skal sove før os andre.

Jo mere tydelige vi er i vores grænsesætning, desto nemmere bliver det for alle. Både for dig selv og dine omgivelser. Vi skal huske at ord og handling skal hænge sammen. Vi skal mene det, når vi siger ja eller nej. Ord og handling skal hænge sammen.