Jeg har været utro!

Hjælp – jeg har været min mand utro! Og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der skulle komme utroskab i vores forhold.
Min mand og jeg har været sammen i 15 år og har 2 skønne børn sammen. Vi hygger os og har i og for sig et dejligt familieliv uden de store problemer eller skænderier.

Men jeg keder mig. Jeg keder mig virkelig meget. Når jeg sidder i sofaen om aftenen og kigger på min mand, bliver jeg trist fordi jeg ved, hvad jeg har gang i og jeg får også lidt ondt af ham. Jeg bliver ked af det ved tanken om, at vi ikke skal være sammen – men samtidig bliver jeg også ked af det ved tanken om, at vi bare skal sidde i den her sofa hver aften resten af livet. Er livet ikke mere end det? Er der virkelig ikke mere til mig?

Affæren

Jeg mødte Peter på mit arbejde. Vi havde arbejdet sammen længe og har altid haft en god kemi og altid talt godt sammen. Til sommerfesten dansede vi og da vi efterfølgende gik udenfor for at trække luft kyssede han mig pludselig. Og det var fuldstændig fantastisk. Jeg har aldrig følt det sådan før. Det sugede i maven, jeg fløj igennem natten. Jeg vågnede næste morgen med dårlig samvittighed og var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle det til min mand eller ej. Jeg valgte ikke at sige noget.

Den nye version af mig

Kysset til festen udviklede sig til en affære. Peter og jeg begyndte at stjæle os til øjeblikke med hinanden – og senere også længere øjeblikke udenfor arbejdet. Det føltes fuldstændig vidunderligt, og jeg følte virkelig, at jeg levede igen. Jeg følte mig kvindelig og attraktiv, og begyndte at gå i andet tøj, bruge lidt mere make-up, og i det hele taget tænke mere over, hvordan jeg så ud og hvordan jeg agerede. Jeg kunne virkelig godt lide den version af mig selv.

Skal jeg gå eller blive?

Nu sidder jeg så her i et kæmpe dilemma. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om jeg skal gå fra min mand og leve det kedelige, men behagelige liv, eller om jeg skal gå og leve det sjove liv med Peter. Tanken om at gå fra min mand gør mig trist, men tanken om ikke at skulle se Peter længere er helt ubærlig. Jeg kan slet ikke holde det ud. Han giver mig alt, jeg behøver, han er sjov, flot, lytter til mig og forstår mig. Han synes jeg er dejlig og lækker, og vi har skøn sex. Jeg føler, at vi vil helt det samme i livet.

Hvad så nu?

Louises affære med Peter minder rigtig meget om mange andres affære.
Følelsen af at være forelsket, at blive set, at blive lyttet til, at føle sig, som født på ny er fantastisk. At mærke sig selv og opleve sig selv, som en sjovere version. Begæret, nysgerrigheden, det nye og ukendte har så stor en tiltrækningskraft, at det er svært at gå udenom og takke nej til.

Men græsset er ikke nødvendigvis grønnere hos affæren. Jeg plejer at sige, at det bare er en anden grøn. Der findes selvfølgelig voksne mennesker, der glider fra hinanden, og hvor beslutningen om at gå, og opløse familien, er det helt rigtige. Men ikke for de fleste. At blive skilt og bryde en familie med børn op, er ikke spor sjovt. Det er hårdt og sorgfuldt. Derfor er det vigtigt, at beslutningen bliver truffet på et fornuftigt grundlag.

Hvad drev dig til utroskab?

For at finde svaret på, hvad du skal, skal du få øje på, hvad der drev dig til affæren.
Hvad mangler du i dit liv? Hvad vil du have mere af? Hvad har du for meget af? Får du sagt ja til for meget? Husker du dig selv i hverdagen? Hvad er du vokset op med? Hvilket mønster har du? Hvad er du vant til?
Når du får øje på det, kan du ændre tingene, og dermed tage en fornuftig beslutning om, hvad du skal. Det skylder du dig selv om din familie.

Få hjælp

Få hjælp til at komme frem til en afklaring om, hvad der er det rigtige for dig. Om du skal blive eller om du skal gå.

Jeg hjælper par (eller den ene part) med at finde ud af, hvad den rigtige beslutning er, for lige præcis dig/jer.

Kontakt mig

Forleden aften, da jeg puttede min søn, ville han gerne have, at jeg blev liggende til han var faldet i søvn. Jeg var træt og havde andre planer for min aften. Han sagde, at han ikke kunne falde i søvn, hvis jeg ikke var der, at det var svært at sove, og at han helt sikkert ikke ville falde i søvn.
Desværre nåede jeg at blive sur og irriteret og fik sagt en masse dumme ting til ham, som fx, at så kunne han bare stå op og lade være at sove den nat.
Det resulterede selvfølgelig i, at han blev ked af det. Jeg tog en dyb indånding og spurgte ham hvorfor, han mente, at han ikke kunne falde i søvn alene. Han forklarede, at han havde dumme tanker om uhyggelig ting, og vi fik en god snak om, hvad det var for uhyggelige ting.
Idet han fik sat ord på, og vi fik talt sammen, ændrede scenariet sig fuldstændigt. Jeg kunne lige pludselig se, at han selvfølgelig ikke skulle ligge der alene og være utryg. Jeg fandt også ud af, at hans behov for, at jeg var der, ikke handlede om, at han ville ødelægge min aften, styre familien eller bare skulle se om han kunne overtale mig, men om, at han havde et reelt behov for min tilstedeværelse. Lige den aften, tog min mand over fordi jeg havde en aftale.
Det vigtige var ikke, hvem af os, der var der, men at han blev hørt og havde en tryg favn at putte i.
Næste dag sagde jeg til ham, at vi havde besluttet os for, at vi gerne vil være hos ham om aftenen til han sover, og han selvfølgelig ikke skal ligge og være bange eller ked af det. Det blev han selvfølgelig glad for. Jeg er spændt på, hvor længe det skal vare. For ærligt – så værdsætter jeg mine aftener i stuen, men jeg værdsætter også et trygt barn.

Når dit barn græder

Når et barn græder, vil vi gerne trøste det, og få det til at holde op med at græde. Det burde vel ikke være så svært… eller? Da jeg var barn, blev børn trøstet med ”hold nu op med at græde – det går snart over igen” eller ”nu må du holde op – så ondt kan det heller ikke gøre” eller ”det er da ikke noget at være ked af, hun mente det sikkert ikke så slemt”.
I alle eksemplerne bliver barnet ikke mødt i sin sorg. Uanset om det har slået sig fysisk eller psykisk. Den voksne tvivler faktisk på, at det barnet siger er sandt. Den voksne går ud fra, at barnet overdriver. Den måde at trøste på gør kun ondt værre. Den lægger op til diskussion og trækker situationen i langdrag. En diskussion, der kommer til at handle om, hvor ondt hudafskrabningen gør eller, om veninden mente, hvad hun sagde. Den voksne møder ikke barnet i øjenhøjde, respekterer ikke barnet og lytter ikke til, hvad der bliver sagt. Dermed får barnet ikke den fornødne omsorg. Det bliver tværtimod gjort forkert.
I det nye børnesyn har vi tillid til børnene. Tillid til, at det, de fortæller os er sandt– deres sandhed. Hvis vi møder barnet med ”Ja, det ser ikke så rart ud. Kom og sæt dig hos mig et øjeblik. Har du brug for et plaster, så vil jeg gerne hente et til dig” eller ”Det lyder sørme ikke så rart for dig, at hun sagde sådan. Det kan jeg godt forstå, du bliver ked af.” I de situationer, hvor det handler om, at nogen har sagt eller gjort noget, kan man, som voksen, overveje at gå i dialog med barnet. Barnets alder er selvfølgelig afgørende for, hvilken slags dialog, I kan have. Du kan fx sige ”Har du overvejet, hvad grunden til, at hun sagde, som hun gjorde er? Kunne det tænkes, at hun…” eller ”Når jeg hører din historie, gør jeg mig nogle tanker – vil du høre dem?”

På den måde viser du barnet, at du er der for det, og barnet trygt kan komme til dig med sine problemer. Det bliver mødt med omsorg og forståelse.

Læs mere om opdragelse her og det nye børnesyn her

Scroll to Top