Den sammenbragte familie kan være lidt af et puslespil at leve i. Og det er ikke alle brikkerne, der selv har valgt at være en del af spillet. Det er de voksne, der vælger at bryde en familie op, og det er de voksne, der vælger at starte en ny.
Den sammenbragte familie er en større udfordring at leve i end en kernefamilie. En af udfordringerne er bl.a., at man, som voksen skal acceptere en andens børn og man skal acceptere, at der er en eks et sted derude. Børnene skal acceptere, at der er en ny voksen i deres mors og/eller fars liv. Denne nye voksne har måske også nogle børn. Alle disse mennesker skal man, hvad enten man vil det eller ej, lige pludselig forholde sig til og måske dele hjem med. Og børnene skal dele deres mor eller far med en ny voksen og nogle nye børn.
Som fraskilt skal man måske leve med og acceptere, at ens børn bor sammen med en papforældre noget af tiden.

den nye partner

Der er ingen garanti for, at ens eks finder en ny partner, som man bryder sig om. Uanset, hvordan den nye partner er bliver man nødt til, som minimum, at acceptere hende eller ham. Alfa omega i dette puslespil er, at de voksne kan finde ud af at samarbejde. Og ja – så må man sluge nogle kameler ind i mellem. Og det er sådan det er. Det er børnene, der bliver fangerne i det her spil, hvis de voksne ikke kan finde ud af at samarbejde, og jeg tror ikke, der er nogen forældre, der synes, det skal gå ud over børnene.

Den sammenbragte familie kan selvfølgelig godt lykkes – man skal bare tænke sig godt om. Og gerne få noget rådgivning omkring det, at bringe to familier sammen.
Den store forskel på den sammenbragte familie og kernefamilien er, at den sammenbragte familie bygger på tab, kernefamilien bygger på kærlighed.

Jeg lever selv i en sammenbragt familie på 12. år. Min mand og jeg valgte i sin tid at starte i terapi ret hurtigt efter, vi besluttede at bringe vores familier sammen. Vores terapeut sagde til os: “I to er flyttet sammen al, al, al, al for hurtigt! Men, når det så er sagt – så skal I nok klare den, for I sidder her og er åbne for at tage imod råd om, hvordan I bedst griber fremtiden med jeres nye familie an”.
Jeg ved jo selvfølgelig ikke, hvordan det var gået, hvis vi ikke var startet i terapi. Men jeg ved, at vores sammenbragte familie er her endnu. Det har ikke været nemt, og vi har skulle kæmpe en del – og det lykkedes for os. Du kan læse mere om mig her.

Hvis du har brug for hjælp til at få det til at lykkes så kontakt mig her.