At være bonusmor kan være en langt mere kompliceret rolle, end man forestiller sig, før man selv står i den.
Du har valgt din partner – men med ham eller hende følger også børn, en anden forælder, tidligere relationer, vaner og en familiehistorie, du ikke selv har været en del af.
Måske holder du af din partners børn, men synes alligevel, det er svært, når de er hos jer. Måske føler du dig udenfor, bliver irriteret over ting, du egentlig ikke ønsker at blive irriteret over, eller oplever, at du og din partner skændes mere om børnene end om noget andet.
Og måske får du oveni dårlig samvittighed over at have det sådan.
Der findes ikke én rigtig måde at være bonusmor på. Men der er nogle ting, som kan gøre rollen lettere – både for dig, dit parforhold og relationen til børnene.
Her får du 10 gode råd til dig, der er bonusmor – og hjælp til at finde din egen plads i den sammenbragte familie.
1. Du behøver ikke elske din partners børn
Det kan næsten føles forbudt at sige højt.
Men kærligheden til en partner betyder ikke automatisk, at man kommer til at føle den samme kærlighed til partnerens børn.
Relationen mellem en forælder og et barn er bygget gennem mange år. Den historie har du ikke med barnet, og det er urimeligt at forvente, at de samme følelser opstår, bare fordi du forelsker dig i barnets mor eller far.
Målet behøver derfor ikke være, at du skal elske dine bonusbørn.
Et langt mere realistisk mål kan være, at I med tiden får en god, respektfuld og tryg relation.
Måske udvikler den sig til en meget tæt relation. Måske gør den ikke.
Begge dele kan være okay.
Du kan ikke bestemme, hvad du skal føle. Men du kan tage ansvar for, hvordan du møder barnet.
Og det er noget helt andet.
2. Du behøver ikke tage et forældreansvar, der ikke er dit
Som bonusmor kan man meget hurtigt komme til at tage et stort ansvar i familien.
Man laver mad, hjælper med lektier, kører til fritidsaktiviteter, minder om tandbørstning og opdager måske også, at man er blevet den, der siger fra, når noget ikke fungerer.
Men der kan opstå en svær ubalance, hvis du får meget af ansvaret, uden samtidig at have den relation og naturlige position, som barnets forælder har.
Din partner har det primære forældreansvar for sine børn.
Det betyder ikke, at du skal være passiv, eller at du ikke må sige noget. Du er også en voksen i familien, og det, der sker i jeres fælles hjem, påvirker selvfølgelig dig.
Men prøv at lægge mærke til, om du er kommet til at tage ansvar for noget, som egentlig ikke behøver at være dit.
Hvis du fx igen og igen er den, der opdager problemerne, sætter grænserne, husker aftalerne og tager konflikterne, kan det være værd at træde lidt tilbage.
Ikke som straf. Men fordi du ikke behøver udfylde alle de pladser, der bliver stående tomme.
3. Find din egen rolle – du behøver ikke være en ekstra mor
Noget af det sværeste ved at være bonusmor er, at rollen ikke er særlig tydelig.
Hvor meget skal du blande dig? Må du opdrage? Skal du gøre det samme for børnene som deres mor? Og hvornår må du sige fra?
Der findes ikke ét rigtigt svar.
Du behøver heller ikke forsøge at blive en ekstra mor. Børnene har allerede deres forældre.
Din relation til dem må gerne være sin egen.
For nogle bliver bonusmoren en meget betydningsfuld voksen. For andre bliver relationen mere afslappet. Og den kan ændre sig mange gange undervejs, efterhånden som børnene bliver ældre, og familien finder sin form.
Det vigtigste er måske derfor ikke at finde ud af, hvad en bonusmor bør gøre.
Prøv i stedet at spørge dig selv:
Hvilken relation kan jeg realistisk og oprigtigt tilbyde dette barn?
Og:
Hvordan kan jeg være en god voksen i familien uden at påtage mig en rolle, der ikke føles som min?
Det giver ofte mere frihed end at forsøge at leve op til et ideal om, hvordan en bonusfamilie skal se ud.
4. Du behøver ikke løse konflikten med børnene i øjeblikket
Når noget sker med din partners børn, som du er uenig i, kan det være fristende at tage diskussionen med det samme.
Nogle gange er det selvfølgelig nødvendigt at reagere – fx hvis nogen bliver behandlet dårligt, eller en af dine egne grænser bliver overskredet.
Men mange uenigheder om opdragelse behøver ikke blive løst, mens børnene står midt i dem.
Hvis din partner håndterer en situation anderledes, end du ville have gjort, kan du godt vælge at lade situationen passere og tale med din partner bagefter.
Det er ikke det samme som at acceptere alt.
Det er at vælge det rigtige tidspunkt for samtalen.
Når børnene ikke er til stede, bliver det lettere at tale om, hvad der skete, uden at nogen skal forsvare sig foran dem.
Og prøv at tale ud fra din egen oplevelse:
“Da det skete ved middagsbordet, kunne jeg mærke, at jeg følte mig ret alene. Kan vi tale om, hvordan vi kan håndtere sådan en situation næste gang?”
Det åbner som regel en anden samtale end:
“Du forsvarer altid dine børn.”
5. Du må godt savne din partner, når børnene fylder meget
I en sammenbragt familie kan børnene komme til at fylde rigtig meget – både praktisk og følelsesmæssigt.
Hentning. Aflevering. Skole. Den anden forælder. Aftaler. Konflikter. Opdragelse. Skiftedage.
Og nogle bonusmødre får dårlig samvittighed, hvis de savner den partner, de har, når børnene ikke er der.
For selvfølgelig skal der være plads til børnene.
Men der skal også være plads til jer.
Du må godt savne din partner.
Du må godt have brug for tid alene med ham eller hende.
Og du må godt sige det uden samtidig at mene, at børnene fylder “for meget”, eller at du ønsker dem væk.
Der er stor forskel på:
“Dine børn fylder altid det hele.”
og:
“Jeg savner os. Kan vi finde noget tid, hvor vi bare er kærester?”
Det sidste handler ikke om at konkurrere med børnene.
Det handler om at passe på en relation, der også har brug for plads.
6. Lad relationen til bonusbørnene udvikle sig i sit eget tempo
Måske har du gjort dig virkelig umage.
Du har været imødekommende, arrangeret hyggelige ting, interesseret dig for børnene og forsøgt at skabe en god relation.
Og alligevel får du ikke nødvendigvis det tilbage, du håbede på.
Det kan gøre ondt.
Men barnet har ikke nødvendigvis valgt den nye familie.
Det kan stå med sorg over den familie, der ikke længere findes, loyalitet over for sin anden forælder eller en usikkerhed om, hvad det betyder at holde af dig.
Det er ikke noget, du kan løse ved at gøre dig endnu mere umage.
Relationer kan ikke presses frem.
Det, du kan gøre, er at være stabil, interesseret og ordentlig – og samtidig give barnet plads til selv at nærme sig.
Og måske også give dig selv lov til at træde lidt tilbage, hvis du opdager, at du hele tiden arbejder hårdt for at skabe en relation.
Du har ansvar for din side af relationen.
Du har ikke ansvar for at få barnet til at føle noget bestemt for dig.
7. Du må gerne have grænser
At være rummelig betyder ikke, at du skal tilsidesætte dig selv.
Som bonusmor kan man let komme til at strække sig langt. Måske fordi man gerne vil have familien til at fungere, ikke ønsker at skabe konflikter eller er bange for at blive opfattet som den besværlige.
Men du må gerne mærke efter, hvor dine egne grænser går – og sige dem højt.
En grænse handler ikke om at bestemme over andre eller begrænse, hvad de må. Den handler om at være tydelig omkring dig selv: Hvad er okay for dig? Hvad har du brug for? Hvad kan du være med til – og hvad kan du ikke?
Der er forskel på at sige:
“Dine børn må ikke larme om morgenen.”
og:
“Jeg har brug for ro om morgenen, så hvis der er meget liv i huset, trækker jeg mig ind i soveværelset med min kaffe.”
Den første forsøger at regulere de andre. Den anden fortæller, hvor din grænse går, og hvad du selv vil gøre for at passe på den.
Det kan også handle om, hvor meget ansvar du tager for børnene, hvor meget du involverer dig i konflikter, hvor meget alenetid du har brug for, eller hvad du ønsker at stille op med i dit eget hjem.
Og selvfølgelig lever man ikke alene i en familie. Derfor skal dine behov og grænser kunne tales om og tages alvorligt af din partner, ligesom du skal kunne lytte til din partners og børnenes.
At sætte en grænse er ikke det samme som at få sin vilje.
Det er at være tydelig om, hvor du selv står.
8. Vær nysgerrig på din jalousi i stedet for at skamme dig over den
Jalousi på partnerens børn er langt mere almindeligt, end mange bonusmødre tør sige højt.
Og det kan være en voldsomt skamfuld følelse.
For hvordan kan man være jaloux på et barn?
Men jalousien handler ofte ikke om barnet i sig selv.
Den kan handle om følelsen af at stå udenfor. Om at opleve, at partneren ændrer sig, når børnene kommer. Om at savne nærhed. Om ikke at føle sig vigtig. Eller om at være vidne til en særlig forbindelse mellem din partner og barnet, som du aldrig selv kan blive en del af.
Følelsen er ikke problemet i sig selv.
Det afgørende er, hvad du gør med den.
Hvis jalousien bliver til kritik af barnet, krav om mindre kontakt eller en kamp om din partners opmærksomhed, risikerer den at skabe endnu mere afstand.
Prøv i stedet at være nysgerrig:
Hvad sker der med mig lige nu?
Hvad er det, jeg savner?
Er der noget, jeg har brug for at tale med min partner om?
Når du forstår, hvad der ligger under jalousien, bliver det lettere at tage ansvar for dit behov uden at gøre barnet ansvarligt for det.
9. Du må forvente, at der også er plads til dig i parforholdet
Når man lever sammen med en forælder, er børnene selvfølgelig en vigtig del af livet.
Men det betyder ikke, at dine oplevelser, behov eller følelser altid skal komme sidst.
Du må godt forvente, at din partner kan lytte, når noget er svært for dig – også når det handler om børnene.
Det betyder ikke, at din partner nødvendigvis skal være enig med dig.
Og det betyder heller ikke, at du skal have ret til at bestemme over børnene.
Men der skal være mulighed for at sige:
“Det her er svært for mig.”
uden at svaret automatisk bliver:
“Du kan bare ikke lide mine børn.”
På samme måde har du et ansvar for at tale om det, der er svært, uden at gøre børnene til problemet.
Prøv at fortælle din partner om din egen oplevelse frem for at forklare, hvad der er galt med barnet.
Fx:
“Jeg føler mig udenfor, når…”
i stedet for:
“Din datter sørger altid for, at…”
Det kan lyde som en lille forskel.
Men for en biologisk forælder kan forskellen være enorm.
Målet er ikke, at din partner skal vælge mellem dig og børnene.
Målet er, at der skal kunne være plads til begge relationer.
10. Læg mærke til mønstret mellem jer – ikke kun det, I skændes om
Mange par i sammenbragte familier tror, at deres problem handler om børnene.
Men ofte er det ikke hele forklaringen.
Måske siger du noget om et af børnene.
Din partner hører det som kritik og går i forsvar.
Du oplever, at du endnu en gang ikke bliver hørt, og bliver mere insisterende.
Din partner forsvarer barnet endnu mere.
Og pludselig står I på hver jeres side.
Næste gang kan emnet være sengetider, oprydning, den anden forælder eller ferier – men mønstret mellem jer er det samme.
Når det sker, kan det være hjælpsomt at stoppe op og spørge:
“Hvad er det egentlig, der sker mellem os lige nu?”
Det er et helt andet spørgsmål end:
“Hvem af os har ret?”
Nogle gange kan I selv begynde at få øje på mønstret og ændre det.
Andre gange er I blevet så fastlåste, at det er svært at gøre uden hjælp.
Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at jeres forhold er forkert.
Det kan ganske enkelt være et tegn på, at I har brug for hjælp til at forstå, hvad der sker mellem jer.
Det vigtigste råd til dig som bonusmor
Hvis jeg skulle samle alle rådene i ét, ville det være dette:
Du skal ikke forsøge at skabe en kopi af en kernefamilie.
En sammenbragt familie er noget andet.
Relationerne er forskellige. Historien er forskellig. Loyaliteterne er forskellige. Og ikke alle relationer udvikler sig i samme tempo.
Du behøver ikke elske børnene som dine egne.
Du behøver ikke overtage et forældreansvar, der ikke er dit.
Og du behøver ikke tilsidesætte dig selv for at bevise, at du er en god bonusmor.
Til gengæld har du ansvar for din egen måde at være i familien på – hvordan du taler, hvordan du handler, hvordan du passer på dine grænser, og hvordan du kommunikerer det, der er svært.
Målet er ikke, at alle skal føle det samme for hinanden.
Målet er at skabe en familie, hvor der er plads til forskellige relationer, tydelige roller og forskellige behov – og hvor både børn og voksne kan trives.
Når det er svært at finde din plads som bonusmor
Selv med gode intentioner kan det være svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når de samme problemer bliver ved med at vende tilbage.
Jeg arbejder særligt med sammenbragte familier og møder mange af de dilemmaer, der kan opstå, når kærlighed, børn, tidligere relationer og forskellige forventninger skal fungere under samme tag.
Du kan komme alene, hvis det især er din egen rolle som bonusmor, du har brug for hjælp til.
I kan også komme sammen som par, hvis børnene, opdragelsen eller rollerne i familien er begyndt at skabe afstand og konflikter mellem jer.
Samtalerne kan foregå i min klinik i Charlottenlund eller online.