Forleden aften, da jeg puttede min søn, ville han gerne have, at jeg blev liggende til han var faldet i søvn. Jeg var træt og havde andre planer for min aften. Han sagde, at han ikke kunne falde i søvn, hvis jeg ikke var der, at det var svært at sove, og at han helt sikkert ikke ville falde i søvn.
Desværre nåede jeg at blive sur og irriteret og fik sagt en masse dumme ting til ham, som fx, at så kunne han bare stå op og lade være at sove den nat.
Det resulterede selvfølgelig i, at han blev ked af det. Jeg tog en dyb indånding og spurgte ham hvorfor, han mente, at han ikke kunne falde i søvn alene. Han forklarede, at han havde dumme tanker om uhyggelig ting, og vi fik en god snak om, hvad det var for uhyggelige ting.
Idet han fik sat ord på, og vi fik talt sammen, ændrede scenariet sig fuldstændigt. Jeg kunne lige pludselig se, at han selvfølgelig ikke skulle ligge der alene og være utryg. Jeg fandt også ud af, at hans behov for, at jeg var der, ikke handlede om, at han ville ødelægge min aften, styre familien eller bare skulle se om han kunne overtale mig, men om, at han havde et reelt behov for min tilstedeværelse. Lige den aften, tog min mand over fordi jeg havde en aftale.
Det vigtige var ikke, hvem af os, der var der, men at han blev hørt og havde en tryg favn at putte i.
Næste dag sagde jeg til ham, at vi havde besluttet os for, at vi gerne vil være hos ham om aftenen til han sover, og han selvfølgelig ikke skal ligge og være bange eller ked af det. Det blev han selvfølgelig glad for. Jeg er spændt på, hvor længe det skal vare. For ærligt – så værdsætter jeg mine aftener i stuen, men jeg værdsætter også et trygt barn.