Har du svært ved at trøste dit barn?

Når dit barn græder

Når et barn græder, vil vi gerne trøste det, og få det til at holde op med at græde. Det burde vel ikke være så svært… eller? Da jeg var barn, blev børn trøstet med ”hold nu op med at græde – det går snart over igen” eller ”nu må du holde op – så ondt kan det heller ikke gøre” eller ”det er da ikke noget at være ked af, hun mente det sikkert ikke så slemt”.
I alle eksemplerne bliver barnet ikke mødt i sin sorg. Uanset om det har slået sig fysisk eller psykisk. Den voksne tvivler faktisk på, at det barnet siger er sandt. Den voksne går ud fra, at barnet overdriver. Den måde at trøste på gør kun ondt værre. Den lægger op til diskussion og trækker situationen i langdrag. En diskussion, der kommer til at handle om, hvor ondt hudafskrabningen gør eller, om veninden mente, hvad hun sagde. Den voksne møder ikke barnet i øjenhøjde, respekterer ikke barnet og lytter ikke til, hvad der bliver sagt. Dermed får barnet ikke den fornødne omsorg. Det bliver tværtimod gjort forkert.
I det nye børnesyn har vi tillid til børnene. Tillid til, at det, de fortæller os er sandt– deres sandhed. Hvis vi møder barnet med ”Ja, det ser ikke så rart ud. Kom og sæt dig hos mig et øjeblik. Har du brug for et plaster, så vil jeg gerne hente et til dig” eller ”Det lyder sørme ikke så rart for dig, at hun sagde sådan. Det kan jeg godt forstå, du bliver ked af.” I de situationer, hvor det handler om, at nogen har sagt eller gjort noget, kan man, som voksen, overveje at gå i dialog med barnet. Barnets alder er selvfølgelig afgørende for, hvilken slags dialog, I kan have. Du kan fx sige ”Har du overvejet, hvad grunden til, at hun sagde, som hun gjorde er? Kunne det tænkes, at hun…” eller ”Når jeg hører din historie, gør jeg mig nogle tanker – vil du høre dem?”

På den måde viser du barnet, at du er der for det, og barnet trygt kan komme til dig med sine problemer. Det bliver mødt med omsorg og forståelse.

Læs mere om opdragelse her og det nye børnesyn her