Når dit barn starter i gymnasiet, åbner der sig pludselig en helt ny verden. Både for dit barn – og for dig.

Ny klasse. Nye venner. Fester. Lektier. Sociale relationer. Måske alkohol. Og en hverdag, som man som forælder ikke længere er en naturlig del af.

Og du vil selvfølgelig gerne vide, hvordan det går.

Men hvad gør du, når du spørger:

“Hvordan gik det i dag?”

og får svaret:

“Fint.”

“Hvem var du sammen med?”

“Nogle fra klassen.”

“Er du glad for at gå der?”

“Ja.”

Og så var den samtale ligesom slut.

Jeg talte for nylig med et par mødre til drenge, der lige er startet i gymnasiet. De var begge optaget af, hvordan de bedst kunne spørge ind til deres sønners nye liv og få dem til at fortælle om det – uden at det kom til at føles som et krydsforhør.

Selvom det var mødre til drenge, der satte tankerne i gang, gælder problematikken selvfølgelig også teenagepiger. Teenagere er forskellige, og nogle fortæller meget, mens andre holder mere for sig selv – uanset køn.

Hvordan viser man interesse og nysgerrighed uden at blive irriterende? Og hvordan skaber man de samtaler, hvor teenageren faktisk får lyst til at fortælle?

Det fik mig til at tænke over noget, jeg ofte ser i familier:

Jo mere vi som forældre forsøger at få vores teenagere til at fortælle, desto mindre kan de nogle gange få lyst til at sige.

Din interesse kan nemlig hurtig føles som et krydsforhør.

Som forælder spørger du, fordi du interesserer dig.

Du vil vide, om dit barn er glad. Om han har fået venner. Om han trives i klassen. Om der er noget, du skal hjælpe med.

Men prøv et øjeblik at forestille dig, at din partner gjorde det samme, når du kom hjem:

Hvordan var din dag?

Hvem talte du med?

Hvad sagde din chef?

Hvem spiste du frokost med?

Hvad talte I om?

Er du sikker på, du er glad for dit arbejde?

Selv med de bedste intentioner kan interessen begynde at føles som et krav om information.

Og det er måske netop her, vi skal huske, at teenageren ikke længere er et lille barn.

Hvordan taler du med din teenager i øjenhøjde?

Min egen tilgang til mine børn har altid været at tale med dem i øjenhøjde – på mange måder, som jeg ville tale med en voksen.

Ikke fordi teenagere er voksne. Det er de ikke, og vi har stadig et særligt ansvar som forældre.

Men de har brug for stadig mere selvstændighed og privatliv.

Derfor forsøger jeg ikke at få information ud af dem. Jeg prøver i stedet at være opmærksom og oprigtigt nysgerrig på deres liv.

Der er forskel på at være interesseret og på at afkræve information.

Og den forskel kan teenageren mærke.

Det interessante er, at forskning i teenageres såkaldte self-disclosure – det, de frivilligt vælger at fortælle deres forældre – peger i samme retning. Teenagere fortæller mere, når relationen opleves som støttende, og når kommunikationen understøtter deres selvstændighed.

Du behøver ikke stille spørgsmål hele tiden

Nogle af de bedste samtaler med teenagere begynder slet ikke med et spørgsmål.

De opstår i bilen.

Mens I laver mad.

På vej til træning.

Når I sidder sent om aftenen og spiser noget lækkert.

Eller når teenageren tilfældigvis fortæller en lille ting om en lærer, en ven eller noget, der skete i klassen.

Og her kan det være fristende straks at gribe muligheden:

Hvem var det? Hvad skete der? Hvad sagde du så? Hvad gjorde de andre?

Men måske skal du bare sige:

“Nå for pokker. Hvad skete der så?”

Og lytte.

Sundhedsstyrelsen anbefaler netop, at forældre er nysgerrige på teenagerens verden, lader barnet gøre dem klogere og undgår at møde samtalen bedrevidende.

Pas på din første reaktion

Forestil dig, at din søn en aften siger:

“Der var en fra klassen, der blev helt vildt fuld til festen.”

Du bliver måske straks bekymret.

“Var DU fuld?”

“Hvor fik I alkohol fra?”

“Var der overhovedet nogen voksne?”

“Hvor meget drak du?”

Alle spørgsmålene giver mening set fra forældrestolen.

Men teenageren kan lære noget helt andet af situationen:

Det der fortæller jeg ikke næste gang.

Du behøver ikke synes, at alt er okay. Og at møde sin teenager i øjenhøjde betyder bestemt ikke, at man som forælder skal holde op med at sætte grænser.

Men nogle gange kan det være klogt at lytte færdig, før du reagerer.

“Hold da op. Hvad skete der så?” kan holde samtalen åben.

Der er også forskning, der peger på, at måden forældre reagerer på, når unge fortæller om noget problematisk, kan have betydning for deres lyst til at fortælle nogen næste gang.

Men hvis jeg ikke spørger, fortæller han jo ingenting

Det kan godt føles sådan. Og selvfølgelig må du spørge dit barn om ting.

Pointen er ikke, at du, som forælder skal holde dig på afstand og håbe, at din teenager en dag spontant fortæller alt.

Pointen er måden, du spørger på.

Prøv eksempelvis at gå fra spørgsmål, der næsten kræver en statusrapport:

“Hvordan går det i klassen?”

til noget mere konkret og uformelt:

“Er der egentlig nogen sjove typer i din nye klasse?”

Eller fortæl noget fra dit eget liv først:

“Jeg kom til at tænke på, hvor mærkeligt det var, da jeg selv startede et nyt sted og ikke kendte nogen…”

Og lad så samtalen udvikle sig, hvis teenageren har lyst.

Nogle gange gør den.

Andre gange gør den ikke.

Det må også gerne være okay.

Du skal stadig være forælder

At respektere sin teenagers privatliv er ikke det samme som at være ligeglad.

Teenagere har stadig brug for voksne, der interesserer sig, følger med og reagerer, når noget ikke ser rigtigt ud.

Forskning viser heller ikke, at al forældreinvolvering er dårlig. Tværtimod ser kombinationen af involvering og støtte til teenagerens selvstændighed ud til at være vigtig.

Så selvfølgelig må du vide, hvor din 15-årige er om natten.

Selvfølgelig må du have regler om alkohol, hjemkomst, skole og andre ting, du har ansvar for.

Læs også: Sådan hjælper du din teenager godt på vej mod voksenlivet – 5 gode råd →

Øjenhøjde betyder ikke, at teenageren bestemmer alt.

Det betyder, at du møder dit barn ligeværdigt og med respekt, samtidig med at du tager dit voksenansvar.

Hvornår skal jeg blive bekymret?

En teenager, der svarer “fint”, er ikke nødvendigvis en teenager, der mistrives.

Nogle fortæller bare mindre end andre.

Og løsrivelse fra forældrene er en naturlig del af teenageårene.

Men hvis den manglende kommunikation kommer sammen med tydelige forandringer – fx at dit barn isolerer sig markant, virker trist gennem længere tid, stopper med at se venner, får stort fravær eller ændrer adfærd meget – skal du ikke bare slå det hen som almindelig teenageadfærd.

Så skal du reagere.

Målet er ikke at vide alt

Måske er det noget af det sværeste ved at være forælder til en teenager.

Da børnene var små, vidste vi næsten alt.

Hvem de legede med. Hvad der var sket i skolen. Hvem de var blevet uvenner med. Hvad de var kede af.

Langsomt bliver mere og mere af deres liv deres eget.

Det kan føles uvant – og nogle gange lidt skræmmende.

Men målet kan ikke være, at vores teenagere fortæller os alt.

Målet må være at skabe en relation, hvor de med sikkerhed ved:

Jeg kan komme til min mor eller far. Også når jeg har lavet noget dumt. Også når noget er svært.
Og også når jeg bare har lyst til at fortælle noget fra mit liv.

For i sidste ende er det måske ikke vores evne til at stille de rigtige spørgsmål, der afgør, hvor meget vores teenagere fortæller os.

Det er i høj grad, hvordan det føles at give os svaret.

Har I brug for hjælp til jeres teenager?

Hvis kommunikationen med jeres teenager er blevet svær, eller konflikterne fylder meget derhjemme, kan jeg hjælpe jer med at forstå, hvad der sker – og finde nye måder at være sammen på.

Læs mere om hjælp til familier med teenagere →

Læs mere

Sundhedsstyrelsen: Vær nysgerrig, når I taler sammen

Forskning om autonomistøtte og teenageres lyst til at fortælle

Bonusmor sidder ved stranden med en kop kaffe og ser ud over vandet

At være bonusmor kan være en langt mere kompliceret rolle, end man forestiller sig, før man selv står i den.

Du har valgt din partner – men med ham eller hende følger også børn, en anden forælder, tidligere relationer, vaner og en familiehistorie, du ikke selv har været en del af.

Måske holder du af din partners børn, men synes alligevel, det er svært, når de er hos jer. Måske føler du dig udenfor, bliver irriteret over ting, du egentlig ikke ønsker at blive irriteret over, eller oplever, at du og din partner skændes mere om børnene end om noget andet.

Og måske får du oveni dårlig samvittighed over at have det sådan.

Der findes ikke én rigtig måde at være bonusmor på. Men der er nogle ting, som kan gøre rollen lettere – både for dig, dit parforhold og relationen til børnene.

Her får du 10 gode råd til dig, der er bonusmor – og hjælp til at finde din egen plads i den sammenbragte familie.

1. Du behøver ikke elske din partners børn

Det kan næsten føles forbudt at sige højt.

Men kærligheden til en partner betyder ikke automatisk, at man kommer til at føle den samme kærlighed til partnerens børn.

Relationen mellem en forælder og et barn er bygget gennem mange år. Den historie har du ikke med barnet, og det er urimeligt at forvente, at de samme følelser opstår, bare fordi du forelsker dig i barnets mor eller far.

Målet behøver derfor ikke være, at du skal elske dine bonusbørn.

Et langt mere realistisk mål kan være, at I med tiden får en god, respektfuld og tryg relation.

Måske udvikler den sig til en meget tæt relation. Måske gør den ikke.

Begge dele kan være okay.

Du kan ikke bestemme, hvad du skal føle. Men du kan tage ansvar for, hvordan du møder barnet.

Og det er noget helt andet.

2. Du behøver ikke tage et forældreansvar, der ikke er dit

Som bonusmor kan man meget hurtigt komme til at tage et stort ansvar i familien.

Man laver mad, hjælper med lektier, kører til fritidsaktiviteter, minder om tandbørstning og opdager måske også, at man er blevet den, der siger fra, når noget ikke fungerer.

Men der kan opstå en svær ubalance, hvis du får meget af ansvaret, uden samtidig at have den relation og naturlige position, som barnets forælder har.

Din partner har det primære forældreansvar for sine børn.

Det betyder ikke, at du skal være passiv, eller at du ikke må sige noget. Du er også en voksen i familien, og det, der sker i jeres fælles hjem, påvirker selvfølgelig dig.

Men prøv at lægge mærke til, om du er kommet til at tage ansvar for noget, som egentlig ikke behøver at være dit.

Hvis du fx igen og igen er den, der opdager problemerne, sætter grænserne, husker aftalerne og tager konflikterne, kan det være værd at træde lidt tilbage.

Ikke som straf. Men fordi du ikke behøver udfylde alle de pladser, der bliver stående tomme.

3. Find din egen rolle – du behøver ikke være en ekstra mor

Noget af det sværeste ved at være bonusmor er, at rollen ikke er særlig tydelig.

Hvor meget skal du blande dig? Må du opdrage? Skal du gøre det samme for børnene som deres mor? Og hvornår må du sige fra?

Der findes ikke ét rigtigt svar.

Du behøver heller ikke forsøge at blive en ekstra mor. Børnene har allerede deres forældre.

Din relation til dem må gerne være sin egen.

For nogle bliver bonusmoren en meget betydningsfuld voksen. For andre bliver relationen mere afslappet. Og den kan ændre sig mange gange undervejs, efterhånden som børnene bliver ældre, og familien finder sin form.

Det vigtigste er måske derfor ikke at finde ud af, hvad en bonusmor bør gøre.

Prøv i stedet at spørge dig selv:

Hvilken relation kan jeg realistisk og oprigtigt tilbyde dette barn?

Og:

Hvordan kan jeg være en god voksen i familien uden at påtage mig en rolle, der ikke føles som min?

Det giver ofte mere frihed end at forsøge at leve op til et ideal om, hvordan en bonusfamilie skal se ud.

4. Du behøver ikke løse konflikten med børnene i øjeblikket

Når noget sker med din partners børn, som du er uenig i, kan det være fristende at tage diskussionen med det samme.

Nogle gange er det selvfølgelig nødvendigt at reagere – fx hvis nogen bliver behandlet dårligt, eller en af dine egne grænser bliver overskredet.

Men mange uenigheder om opdragelse behøver ikke blive løst, mens børnene står midt i dem.

Hvis din partner håndterer en situation anderledes, end du ville have gjort, kan du godt vælge at lade situationen passere og tale med din partner bagefter.

Det er ikke det samme som at acceptere alt.

Det er at vælge det rigtige tidspunkt for samtalen.

Når børnene ikke er til stede, bliver det lettere at tale om, hvad der skete, uden at nogen skal forsvare sig foran dem.

Og prøv at tale ud fra din egen oplevelse:

“Da det skete ved middagsbordet, kunne jeg mærke, at jeg følte mig ret alene. Kan vi tale om, hvordan vi kan håndtere sådan en situation næste gang?”

Det åbner som regel en anden samtale end:

“Du forsvarer altid dine børn.”

5. Du må godt savne din partner, når børnene fylder meget

I en sammenbragt familie kan børnene komme til at fylde rigtig meget – både praktisk og følelsesmæssigt.

Hentning. Aflevering. Skole. Den anden forælder. Aftaler. Konflikter. Opdragelse. Skiftedage.

Og nogle bonusmødre får dårlig samvittighed, hvis de savner den partner, de har, når børnene ikke er der.

For selvfølgelig skal der være plads til børnene.

Men der skal også være plads til jer.

Du må godt savne din partner.

Du må godt have brug for tid alene med ham eller hende.

Og du må godt sige det uden samtidig at mene, at børnene fylder “for meget”, eller at du ønsker dem væk.

Der er stor forskel på:

“Dine børn fylder altid det hele.”

og:

“Jeg savner os. Kan vi finde noget tid, hvor vi bare er kærester?”

Det sidste handler ikke om at konkurrere med børnene.

Det handler om at passe på en relation, der også har brug for plads.

6. Lad relationen til bonusbørnene udvikle sig i sit eget tempo

Måske har du gjort dig virkelig umage.

Du har været imødekommende, arrangeret hyggelige ting, interesseret dig for børnene og forsøgt at skabe en god relation.

Og alligevel får du ikke nødvendigvis det tilbage, du håbede på.

Det kan gøre ondt.

Men barnet har ikke nødvendigvis valgt den nye familie.

Det kan stå med sorg over den familie, der ikke længere findes, loyalitet over for sin anden forælder eller en usikkerhed om, hvad det betyder at holde af dig.

Det er ikke noget, du kan løse ved at gøre dig endnu mere umage.

Relationer kan ikke presses frem.

Det, du kan gøre, er at være stabil, interesseret og ordentlig – og samtidig give barnet plads til selv at nærme sig.

Og måske også give dig selv lov til at træde lidt tilbage, hvis du opdager, at du hele tiden arbejder hårdt for at skabe en relation.

Du har ansvar for din side af relationen.

Du har ikke ansvar for at få barnet til at føle noget bestemt for dig.

7. Du må gerne have grænser

At være rummelig betyder ikke, at du skal tilsidesætte dig selv.

Som bonusmor kan man let komme til at strække sig langt. Måske fordi man gerne vil have familien til at fungere, ikke ønsker at skabe konflikter eller er bange for at blive opfattet som den besværlige.

Men du må gerne mærke efter, hvor dine egne grænser går – og sige dem højt.

En grænse handler ikke om at bestemme over andre eller begrænse, hvad de må. Den handler om at være tydelig omkring dig selv: Hvad er okay for dig? Hvad har du brug for? Hvad kan du være med til – og hvad kan du ikke?

Der er forskel på at sige:

“Dine børn må ikke larme om morgenen.”

og:

“Jeg har brug for ro om morgenen, så hvis der er meget liv i huset, trækker jeg mig ind i soveværelset med min kaffe.”

Den første forsøger at regulere de andre. Den anden fortæller, hvor din grænse går, og hvad du selv vil gøre for at passe på den.

Det kan også handle om, hvor meget ansvar du tager for børnene, hvor meget du involverer dig i konflikter, hvor meget alenetid du har brug for, eller hvad du ønsker at stille op med i dit eget hjem.

Og selvfølgelig lever man ikke alene i en familie. Derfor skal dine behov og grænser kunne tales om og tages alvorligt af din partner, ligesom du skal kunne lytte til din partners og børnenes.

At sætte en grænse er ikke det samme som at få sin vilje.

Det er at være tydelig om, hvor du selv står.

8. Vær nysgerrig på din jalousi i stedet for at skamme dig over den

Jalousi på partnerens børn er langt mere almindeligt, end mange bonusmødre tør sige højt.

Og det kan være en voldsomt skamfuld følelse.

For hvordan kan man være jaloux på et barn?

Men jalousien handler ofte ikke om barnet i sig selv.

Den kan handle om følelsen af at stå udenfor. Om at opleve, at partneren ændrer sig, når børnene kommer. Om at savne nærhed. Om ikke at føle sig vigtig. Eller om at være vidne til en særlig forbindelse mellem din partner og barnet, som du aldrig selv kan blive en del af.

Følelsen er ikke problemet i sig selv.

Det afgørende er, hvad du gør med den.

Hvis jalousien bliver til kritik af barnet, krav om mindre kontakt eller en kamp om din partners opmærksomhed, risikerer den at skabe endnu mere afstand.

Prøv i stedet at være nysgerrig:

Hvad sker der med mig lige nu?

Hvad er det, jeg savner?

Er der noget, jeg har brug for at tale med min partner om?

Når du forstår, hvad der ligger under jalousien, bliver det lettere at tage ansvar for dit behov uden at gøre barnet ansvarligt for det.

9. Du må forvente, at der også er plads til dig i parforholdet

Når man lever sammen med en forælder, er børnene selvfølgelig en vigtig del af livet.

Men det betyder ikke, at dine oplevelser, behov eller følelser altid skal komme sidst.

Du må godt forvente, at din partner kan lytte, når noget er svært for dig – også når det handler om børnene.

Det betyder ikke, at din partner nødvendigvis skal være enig med dig.

Og det betyder heller ikke, at du skal have ret til at bestemme over børnene.

Men der skal være mulighed for at sige:

“Det her er svært for mig.”

uden at svaret automatisk bliver:

“Du kan bare ikke lide mine børn.”

På samme måde har du et ansvar for at tale om det, der er svært, uden at gøre børnene til problemet.

Prøv at fortælle din partner om din egen oplevelse frem for at forklare, hvad der er galt med barnet.

Fx:

“Jeg føler mig udenfor, når…”

i stedet for:

“Din datter sørger altid for, at…”

Det kan lyde som en lille forskel.

Men for en biologisk forælder kan forskellen være enorm.

Målet er ikke, at din partner skal vælge mellem dig og børnene.

Målet er, at der skal kunne være plads til begge relationer.

10. Læg mærke til mønstret mellem jer – ikke kun det, I skændes om

Mange par i sammenbragte familier tror, at deres problem handler om børnene.

Men ofte er det ikke hele forklaringen.

Måske siger du noget om et af børnene.

Din partner hører det som kritik og går i forsvar.

Du oplever, at du endnu en gang ikke bliver hørt, og bliver mere insisterende.

Din partner forsvarer barnet endnu mere.

Og pludselig står I på hver jeres side.

Næste gang kan emnet være sengetider, oprydning, den anden forælder eller ferier – men mønstret mellem jer er det samme.

Når det sker, kan det være hjælpsomt at stoppe op og spørge:

“Hvad er det egentlig, der sker mellem os lige nu?”

Det er et helt andet spørgsmål end:

“Hvem af os har ret?”

Nogle gange kan I selv begynde at få øje på mønstret og ændre det.

Andre gange er I blevet så fastlåste, at det er svært at gøre uden hjælp.

Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at jeres forhold er forkert.

Det kan ganske enkelt være et tegn på, at I har brug for hjælp til at forstå, hvad der sker mellem jer.

Det vigtigste råd til dig som bonusmor

Hvis jeg skulle samle alle rådene i ét, ville det være dette:

Du skal ikke forsøge at skabe en kopi af en kernefamilie.

En sammenbragt familie er noget andet.

Relationerne er forskellige. Historien er forskellig. Loyaliteterne er forskellige. Og ikke alle relationer udvikler sig i samme tempo.

Du behøver ikke elske børnene som dine egne.

Du behøver ikke overtage et forældreansvar, der ikke er dit.

Og du behøver ikke tilsidesætte dig selv for at bevise, at du er en god bonusmor.

Til gengæld har du ansvar for din egen måde at være i familien på – hvordan du taler, hvordan du handler, hvordan du passer på dine grænser, og hvordan du kommunikerer det, der er svært.

Målet er ikke, at alle skal føle det samme for hinanden.

Målet er at skabe en familie, hvor der er plads til forskellige relationer, tydelige roller og forskellige behov – og hvor både børn og voksne kan trives.

Når det er svært at finde din plads som bonusmor

Selv med gode intentioner kan det være svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når de samme problemer bliver ved med at vende tilbage.

Jeg arbejder særligt med sammenbragte familier og møder mange af de dilemmaer, der kan opstå, når kærlighed, børn, tidligere relationer og forskellige forventninger skal fungere under samme tag.

Du kan komme alene, hvis det især er din egen rolle som bonusmor, du har brug for hjælp til.

I kan også komme sammen som par, hvis børnene, opdragelsen eller rollerne i familien er begyndt at skabe afstand og konflikter mellem jer.

Samtalerne kan foregå i min klinik i Charlottenlund eller online.

Bestil Tid

Forældre fortæller deres børn om en skilsmisse på en tryg og omsorgsfuld måde.

Hvornår skal man fortælle børnene, at man skal skilles?

Det kan være fristende at vente.

Måske fordi du håber, at det bliver lettere. Eller fordi du gerne vil beskytte børnene.

Men børn mærker ofte længe før de voksne siger noget, at noget er anderledes.

De opfanger stemninger, tavshed og konflikter.

Omvendt er det heller ikke en god idé at fortælle det, før I ved, hvad der skal ske.

Hvis børnene får beskeden flere måneder før, der er taget beslutninger om bolig, skole eller samvær, kan usikkerheden vokse unødigt.

Derfor er det ofte bedst at fortælle børnene om skilsmissen, når beslutningen er truffet, og I kan give dem svar på de vigtigste spørgsmål.

Hvordan fortæller man børnene om skilsmissen?

Hvis det er muligt, er det en god idé at fortælle børnene det sammen.

Det sender et vigtigt signal om, at I stadig er fælles om at være deres forældre.

Tal roligt og ærligt.

Brug ord, der passer til barnets alder.

Fortæl, at det er en beslutning, de voksne har truffet.

Og sig tydeligt:

“Det er ikke din skyld.”

Det kan virke indlysende for voksne.

Men mange børn tror faktisk, at de på en eller anden måde har været årsag til skilsmissen.

Derfor har de brug for at høre det – flere gange.

Hvad har børn brug for at høre?

Når børn får at vide, at deres forældre skal skilles, opstår der ofte mange spørgsmål.

Nogle bliver sagt højt. Andre bliver inde i barnet.

De fleste børn har brug for at vide:

At mor og far stadig elsker dem.
At skilsmissen ikke er deres skyld.
Hvor de skal bo.
Hvornår de skal være hos den ene og den anden.
At de gerne må være både kede af det, vrede og forvirrede.
At de altid må stille spørgsmål.

Børn har sjældent brug for lange forklaringer.

De har brug for tryghed.

Hvad skal man undgå at sige?

Når følelserne fylder, kan det være svært at vælge sine ord.

Men der er nogle ting, børn aldrig bør stå med.

Undgå for eksempel at:

give den anden forælder skylden
fortælle om utroskab eller andre voksenkonflikter
bede børnene om at tage parti (heller ikke indirekte)
bruge børnene som trøst
love, at “alting bliver godt” eller “intet kommer til at ændre sig”

Det vigtigste er ikke at beskytte børnene mod alle følelser.

Det vigtigste er at beskytte dem mod de voksnes konflikter.

Hvordan reagerer børn på en skilsmisse?

Der findes ikke én rigtig måde at reagere på.

Nogle børn græder. Andre bliver vrede. Nogle bliver meget stille.

Og nogle virker næsten ligeglade.

Det betyder ikke nødvendigvis, at skilsmissen ikke påvirker dem.

Børn reagerer forskelligt – og nogle reagerer først efter flere uger eller måneder.

Derfor er det vigtigt at blive ved med at være nysgerrig på, hvordan dit barn har det.

Børn har ikke brug for perfekte forældre

Noget af det, jeg ofte møder hos forældre, der står midt i en skilsmisse, er frygten for at gøre noget forkert.

“Hvad nu hvis jeg siger det forkert?”

“Hvad nu hvis mit barn bliver ked af det?”

“Hvad nu hvis jeg kommer til at skade mit barn?”

De bekymringer er helt forståelige. De viser faktisk, hvor meget du ønsker at passe på dit barn.

Men sandheden er, at børn ikke har brug for perfekte forældre.

De har brug for trygge voksne.

Du kan ikke fjerne dit barns sorg over, at familien bliver anderledes. Og det er heller ikke din opgave.

Det vigtigste er, at dit barn oplever, at du kan være sammen med de svære følelser. At du tør lytte, når barnet bliver ked af det. At du ikke skynder dig at fikse eller forklare alting væk, men viser, at alle følelser er velkomne.

Mange forældre tror, at de skal være stærke hele tiden.

Men børn har ikke brug for forældre, der aldrig bliver berørte.

De har brug for voksne, som kan rumme både deres egne og barnets følelser uden at lægge ansvaret over på barnet.

Derfor er det helt okay at sige:

“Jeg kan godt forstå, at det her er svært.”

“Jeg bliver også ked af det nogle gange.”

“Vi skal nok finde vores vej i det sammen.”

Den slags ord skaber ofte langt mere tryghed end et forsøg på at sige det helt rigtige.

For børn husker sjældent hver eneste sætning, vi siger.

De husker, hvordan det føltes at være sammen med os.

Hvordan hjælper du dit barn bedst gennem skilsmissen?

Det vigtigste er ikke, at du har alle svarene.

Det vigtigste er, at dit barn oplever, at du er der.

Du hjælper blandt andet dit barn ved at:

skabe så meget stabilitet som muligt
holde fast i kendte rutiner
lytte uden straks at ville løse barnets følelser
acceptere, at barnet kan savne den anden forælder
samarbejde med din eks, når det handler om barnet

Børn behøver ikke perfekte forældre.

De har brug for trygge voksne.

Giv børnene lov til at elske jer begge

En af de største gaver, du kan give dit barn efter en skilsmisse, er friheden til at holde af både mor og far.

Børn skal aldrig føle, at de svigter den ene forælder ved at glæde sig til at være hos den anden.

De skal heller ikke føle, at de skal skjule gode oplevelser eller passe på de voksnes følelser.

Jo mere børn oplever, at de har lov til at elske jer begge, desto lettere bliver det for dem at finde tryghed i deres nye familieliv.

Hvornår bør man søge hjælp?

En skilsmisse er en stor omvæltning.

Derfor er det helt normalt, at både børn og voksne reagerer.

Men hvis dit barn gennem længere tid virker trist, uroligt, vredt eller trækker sig fra fællesskabet, kan det være en god idé at søge hjælp.

Det samme gælder, hvis samarbejdet mellem jer som forældre er så konfliktfyldt, at barnet kommer til at stå i midten.

Jo tidligere I får hjælp, desto lettere er det ofte at ændre de mønstre, der er opstået.

Har du brug for hjælp?

Hvis du står midt i en skilsmisse, behøver du ikke have alle svarene.

Det vigtigste er ikke, at du gør alting perfekt.

Det vigtigste er, at du møder dit barn med ærlighed, tryghed og omsorg.

Jeg hjælper forældre med at navigere i den svære tid omkring en skilsmisse – både når det handler om samarbejdet med den anden forælder og om, hvordan man bedst støtter børnene gennem forandringen.

Små ændringer kan gøre en stor forskel for hele familien.

→ Bestil en tid, hvis du ønsker hjælp til at komme godt videre.

Bestil Tid

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår skal man fortælle børnene, at man skal skilles?

Det er som regel bedst at fortælle børnene om skilsmissen, når beslutningen er truffet, og I som forældre har en plan for, hvad der skal ske. Børn har brug for tryghed, og det er lettere at skabe, når I kan svare på de vigtigste spørgsmål om, hvor de skal bo, og hvordan hverdagen kommer til at se ud. Samtidig er det en god idé ikke at vente så længe, at børnene når at mærke, at noget er galt, uden at forstå hvorfor.

Skal vi fortælle børnene det sammen?

Ja, hvis det er muligt. Når begge forældre fortæller børnene om skilsmissen sammen, sender det et vigtigt signal om, at I stadig er fælles om at være deres forældre. Samtalen behøver ikke være perfekt, men den bør være rolig, ærlig og tilpasset barnets alder. Hvis det ikke er muligt at gøre det sammen, er det vigtigste, at barnet mødes med omsorg, tydelighed og tryghed.

Hvad siger man til børn ved en skilsmisse?

Fortæl børnene, at det er en beslutning, de voksne har truffet, og at skilsmissen aldrig er deres skyld. Brug enkle ord, som passer til barnets alder, og undgå lange forklaringer eller detaljer om de voksnes konflikter. Børn har først og fremmest brug for at vide, at de stadig bliver elsket af begge forældre, og at de gerne må stille spørgsmål og vise deres følelser.

Hvordan reagerer børn på en skilsmisse?

Børn reagerer meget forskelligt. Nogle bliver kede af det, andre vrede, og nogle virker umiddelbart upåvirkede. Reaktionen afhænger blandt andet af barnets alder, personlighed og den måde, skilsmissen bliver håndteret på. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på barnets signaler – også i månederne efter skilsmissen – og give plads til både spørgsmål og svære følelser.

Kan familierådgivning hjælpe os gennem skilsmissen?

Ja. Mange tror, at de først bør søge hjælp, når samarbejdet er kørt fast eller børnene viser tegn på mistrivsel. Men min anbefaling er faktisk det modsatte. Det kan være en stor fordel at få støtte allerede, når beslutningen om skilsmissen er truffet – og gerne inden børnene får beskeden. På den måde kan I blive bedre forberedt på den svære samtale og få redskaber til at skabe mest mulig tryghed for både jer selv og jeres børn. Hvis problemerne allerede er opstået, er det naturligvis heller aldrig for sent at få hjælp.

Se også

Samarbejde med eks efter skilsmisse

Skilsmissehjælp

Familierådgivning

Parterapi

Sammenbragte familier

29. juli 2026

Forældre samarbejder om børnene efter en skilsmisse

Samarbejde med eks efter skilsmisse – sådan skaber I et bedre samarbejde

En skilsmisse er sjældent kun en praktisk beslutning.

For mange er den også forbundet med sorg, vrede, skuffelse, lettelse eller en følelse af svigt. Alle de følelser kan eksistere på én gang.

Derfor kan det være utrolig svært at samarbejde med den person, man måske mindst har lyst til at tale med.

Men når I har børn sammen, stopper forældreskabet ikke, fordi parforholdet gør.

Et godt samarbejde handler ikke om, at I skal være venner igen. Det handler om at skabe de bedst mulige rammer for jeres børn – også selvom I ikke længere er enige om ret meget andet.

Hvorfor er det så svært at samarbejde med sin eks?

De færreste går fra et langt forhold uden følelser.

Måske blev du forladt. Måske var det dig, der gik. Måske var beslutningen fælles. Uanset hvordan skilsmissen opstod, er det helt normalt at reagere med sorg, vrede, frustration, skyld eller lettelse.

Når følelserne fylder meget, kan det være svært at kommunikere roligt og konstruktivt. Små uenigheder kan hurtigt udvikle sig til store konflikter, fordi de ofte handler om meget mere end den konkrete situation.

Det betyder ikke, at du er en dårlig forælder. Det betyder, at du er et menneske, der står midt i en stor livsforandring.

Det er okay at være vred på din eks.

Følelser er ikke problemet. Problemet opstår først, når de kommer til at styre den måde, I samarbejder om børnene på.

Du behøver ikke undertrykke din sorg, vrede eller skuffelse. Men det er en stor gave til dit barn, hvis du får mulighed for at bearbejde de følelser sammen med mennesker, der kan rumme dem – og ikke lægger dem over på dit barn.

Hvorfor er et godt samarbejde så vigtigt for børnene?

Når et par går fra hinanden, mister børnene ikke deres mor eller far.

De elsker som udgangspunkt stadig begge deres forældre.

Derfor kan det være enormt belastende for et barn, hvis det oplever, at mor og far er i konstant konflikt.

Børn mærker langt mere, end vi voksne ofte tror. De lægger mærke til den anspændte stemning, de korte beskeder, de himlende øjne og de små stikpiller.

Nogle børn begynder at tage ansvar for stemningen mellem deres forældre. Andre holder deres egne følelser tilbage for ikke at gøre situationen værre.

Et godt samarbejde handler derfor ikke kun om at undgå konflikter. Det handler om at skabe tryghed, så børnene kan være børn – uden at føle, at de skal vælge side eller passe på deres forældre.

Tal aldrig dårligt om din eks foran børnene

Selvom du er vred eller føler dig svigtet, bør dine børn ikke være dem, der skal høre om dine frustrationer over den anden forælder.

Når et barn hører sin mor tale dårligt om far – eller omvendt – bliver barnet let fanget i en loyalitetskonflikt.

Barnet elsker jer begge.

Derfor kan kritik af den ene forælder opleves som kritik af en del af barnet selv.

Det betyder ikke, at du skal lade som om, alting er godt.

Hvis der har været vold, alvorlige overgreb eller anden adfærd, som gør, at barnet skal beskyttes, er situationen naturligvis en anden. Her er barnets sikkerhed og trivsel altid det vigtigste.

Men i langt de fleste skilsmisser er det en stor gave til børnene, når de oplever, at deres forældre taler respektfuldt om hinanden – også selvom de ikke længere er kærester.

Du kan ikke bestemme, hvad der sker hjemme hos din eks

Noget af det sværeste efter en skilsmisse er at acceptere, at du ikke længere har indflydelse på alt.

Måske bliver børnene sendt afsted uden madpakke.

Måske kommer de senere i seng, end du synes er rimeligt.

Måske får de mere skærmtid, flere søde sager eller andre regler, end de har hos dig.

Det kan være frustrerende.

Men børn kan godt leve med, at reglerne er forskellige i to hjem.

Det, de har sværest ved, er konflikter mellem deres forældre.

Spørg derfor dig selv:

“Er det her noget, mit barn tager skade af – eller er det blot anderledes, end jeg selv ville have gjort det?”

Der kan selvfølgelig opstå situationer, hvor du er nødt til at blande dig. Men mange konflikter kan undgås, hvis du accepterer, at to hjem ikke behøver fungere ens.

Hvad gør jeg, hvis min eks ikke vil samarbejde?

Det kan være enormt frustrerende, når du oplever, at du er den eneste, der forsøger at skabe et godt samarbejde.

Måske bliver dine beskeder ignoreret. Måske ender hver eneste samtale i en konflikt. Eller måske oplever du, at din eks bevidst modarbejder de aftaler, I har lavet.

Når det sker, er det naturligt at få lyst til at kæmpe igen.

Men jo mere konflikten eskalerer, desto større er risikoen for, at børnene kommer til at betale prisen.

Selvom det kan føles uretfærdigt, kan du ikke ændre din eks’ adfærd.

Du kan kun tage ansvar for din egen.

Det betyder ikke, at du skal acceptere dårlig opførsel eller finde dig i alt. Tværtimod er det vigtigt at sætte tydelige grænser og sige fra, når det er nødvendigt.

Spørg dig selv:

“Hjælper det her mine børn – eller handler det om konflikten mellem min eks og mig?”

Hvis kommunikationen er meget konfliktfyldt, kan det være en fordel at holde den kort, saglig og med fokus på børnene. Ikke fordi du skal være følelseskold, men fordi det ofte mindsker risikoen for nye konflikter.

Og husk:

Et godt samarbejde kræver to mennesker.

Et godt forældreskab kræver kun én.

Selvom du ikke kan styre, hvordan din eks opfører sig, kan du stadig være den stabile, trygge og forudsigelige voksne, som dit barn har brug for.

Hvad kan du selv gøre for at skabe et bedre samarbejde?

Du kan ikke ændre din eks.

Men du kan påvirke den måde, du selv indgår i samarbejdet på.

Det betyder blandt andet, at du kan:

Tale om børnene – ikke om fortiden.
Vælge dine kampe med omtanke.
Holde en respektfuld tone, også når den anden ikke gør.
Være tydelig og konkret i jeres aftaler.
Acceptere, at I ikke bliver enige om alt.
Lade børnene slippe for at være budbringere mellem jer.
Huske, at jeres fælles mål er børnenes trivsel.

Et godt samarbejde handler ikke om at vinde over den anden.
Det handler om at skabe en hverdag, hvor børnene kan trives i begge hjem.

Hvornår bør I søge hjælp?

Nogle konflikter går over af sig selv.

Andre bliver ved med at dukke op igen og igen.

Hvis kommunikationen altid ender i skænderier, hvis børnene bliver trukket ind i konflikten, eller hvis samarbejdet er præget af mistillid og fastlåste mønstre, kan det være en god idé at få hjælp.

Det kan være en stor lettelse at få en neutral person med på sidelinjen, som kan hjælpe jer med at forstå hinanden bedre og finde nye måder at samarbejde på.

Det handler ikke om at finde en vinder eller en taber.

Det handler om at skabe de bedste betingelser for jeres børn – og samtidig gøre hverdagen lettere for jer som forældre.

Det er ikke for tidligt at søge hjælp

Mange tror, at de først bør søge hjælp, når konflikterne er blevet store, børnene reagerer kraftigt, eller samarbejdet er kørt helt fast.

Min anbefaling er faktisk det modsatte.

Søg gerne hjælp allerede, når beslutningen om skilsmissen er truffet – og helst inden børnene får beskeden.

I den fase er der ofte mulighed for at tale om, hvordan I ønsker at møde børnene, hvordan I fortæller dem om skilsmissen, og hvordan I kan skabe så meget tryghed som muligt fra begyndelsen.

Det betyder ikke, at skilsmissen bliver uden sorg eller svære følelser. Men I kan få redskaber til at håndtere dem på en måde, der gør det lettere for både jer selv og jeres børn.

Jo tidligere I får talt om de svære emner, desto større er chancen for, at I undgår nogle af de konflikter og misforståelser, som ellers let kan opstå i tiden efter.

Det er naturligvis aldrig for sent at få hjælp.

Hvis samarbejdet allerede er blevet konfliktfyldt, eller hvis børnene viser tegn på mistrivsel, kan familierådgivning stadig gøre en stor forskel.

Men ligesom vi går til et sundhedstjek for at forebygge sygdom, kan det være en investering i hele familiens trivsel at få støtte, inden problemerne vokser sig store.

Har du brug for hjælp?

Hvis du har læst hertil, er der en god chance for, at samarbejdet med din eks fylder mere, end du ønsker.

Måske er du træt af konflikterne.

Måske bekymrer du dig om, hvordan de påvirker dine børn.

Eller måske føler du, at du har prøvet alt, uden at noget rigtig har ændret sig.

Du behøver ikke stå alene med det.

Jeg hjælper forældre med at skabe et mere konstruktivt samarbejde efter skilsmissen – med fokus på børnenes trivsel, respektfuld kommunikation og konkrete redskaber, der virker i hverdagen.

Små ændringer kan gøre en stor forskel. Ikke kun for jer som forældre, men også for de børn, der hver dag navigerer mellem to hjem.

→ Bestil en tid, hvis du ønsker hjælp til at skabe et bedre samarbejde efter skilsmissen.

Bestil Tid

Ofte stillede spørgsmål

Skal man være venner med sin eks for at kunne samarbejde?

Nej. Et godt samarbejde handler ikke om, at I skal være venner eller enige om alting. Det handler om, at I kan kommunikere respektfuldt og træffe beslutninger med fokus på jeres børns trivsel.

Hvad gør jeg, hvis min eks taler dårligt om mig over for børnene?

Det kan være både sårende og frustrerende. Selvom du ikke kan styre, hvad din eks siger, kan du vælge ikke at tale dårligt tilbage. Børn har brug for at kunne holde af begge deres forældre uden at føle, at de skal vælge side. Hvis situationen bliver alvorlig eller påvirker dit barns trivsel, kan det være en god idé at søge professionel hjælp.

Er det normalt at være vred længe efter skilsmisse?

Ja. En skilsmisse er en stor livsvomvæltning, og sorg, vrede, skuffelse eller lettelse kan fylde i lang tid. Følelserne er i sig selv ikke problemet. Det vigtigste er, at de ikke kommer til at styre samarbejdet om børnene.

Hvad gør jeg, hvis vi er uenige om reglerne hos den anden forælder?

Det er helt normalt, at børn oplever forskellige regler i to hjem. I de fleste tilfælde tager børn ikke skade af, at sengetider, skærmtid eller madvaner er forskellige. Det vigtigste er, at de oplever tryghed, kærlighed og respekt i begge hjem. Hvis uenighederne handler om barnets sikkerhed eller trivsel, er det naturligvis vigtigt at tage dem op.

Kan familierådgivning hjælpe, hvis samarbejdet er gået i hårdknude?

Ja. Mange forældre oplever, at det kan være svært at bryde fastlåste mønstre på egen hånd. Familierådgivning kan hjælpe jer med at kommunikere bedre, forstå hinandens perspektiver og finde løsninger, der skaber mere ro for både jer og jeres børn.

Bestil Tid

Kvinde i en sammenbragt familie, der ser bekymret ud, mens hun tænker over relationen til sin partners børn.

Jeg kan ikke lide min partners børn – hvad er der galt med mig?

Det er en tanke, de færreste tør sige højt, men en tanke mange har.

Måske skammer du dig over den. Måske føler du dig som et dårligt menneske. Eller måske tænker du, at hvis nogen vidste, hvordan du har det, ville de dømme dig.

Men sandheden er, at du langt fra er den eneste.

Mange, der lever i en sammenbragt familie, oplever på et tidspunkt, at de har svært ved at knytte sig til deres partners børn – eller måske ligefrem ikke kan lide dem. Det er langt mere almindeligt, end de fleste tror, men også et af de største tabuer. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med dig. Ofte fortæller følelsen noget om den situation, du står i.

Er det normalt ikke at kunne lide sin partners børn?

Ja – langt mere almindeligt end de fleste tror.

Selvom mange oplever det, er det de færreste, der taler højt om det. Derfor går mange alene med skyld og skam.

At have svært ved at knytte sig til sin partners børn gør dig ikke til et dårligt menneske. Relationer opstår ikke automatisk – særligt ikke i en sammenbragt familie, hvor alle skal finde deres plads.

Hvorfor kan jeg ikke lide min partners børn?

Når tanken “Jeg kan ikke lide min partners børn” dukker op, handler den ofte om meget mere end børnene.

Måske føler du, at:

du kommer i anden række
din partner aldrig siger fra over for børnene
du ikke er enig i din partners måde at opdrage børnene på
du har et stort ansvar, men meget lidt indflydelse
der ikke er plads til dine behov
du føler dig som gæst i dit eget hjem

Børnene bliver derfor let symbolet på en ubalance i familien – også selvom de ikke er årsagen til problemet.

Hvorfor bliver jeg irriteret på mine bonusbørn?

Irritationen handler ofte ikke kun om børnenes adfærd.

Den kan vokse, når du oplever, at du står alene med ansvaret, ikke bliver bakket op af din partner eller føler, at dine grænser bliver overskredet.

Samtidig kan skyld og skam gøre det endnu sværere.

Mange bonusforældre tænker:

“Jeg burde elske dem.”

“Jeg burde være mere rummelig.”

Men kærlighed er ikke noget, du kan købe eller beslutte dig for. Den udvikler sig gennem tryghed, tillid og tid.

Min partner prioriterer altid sine børn – hvad gør jeg?

Mange oplever, at problemet i virkeligheden ligger i parforholdet.

Hvis din partner konsekvent prioriterer børnene, aldrig siger fra eller ikke lytter til dine oplevelser, kan det skabe afstand mellem jer.

I den situation bliver børnene ofte dem, frustrationen retter sig imod, selv om udfordringen handler om samarbejdet mellem de voksne.

Skal jeg elske mine bonusbørn?

Nej.

Det kan måske lyde overraskende – og hårdt.

Men du behøver ikke at elske din partners børn. Måske kommer du til det. Måske ikke.

Det er langt vigtigere, at I udvikler en relation præget af respekt, tryghed og gensidig forståelse.

Når presset om at skulle føle noget bestemt forsvinder, bliver der ofte mere plads til, at relationen kan udvikle sig naturligt.

Hvordan får jeg et bedre forhold til min partners børn?

Der findes sjældent hurtige løsninger.

Til gengæld kan små ændringer gøre en stor forskel.

Et bedre forhold starter ofte med:

tydelige aftaler mellem de voksne
realistiske forventninger
respekt for alles rolle i familien
tid til at opbygge relationen
åben dialog om de udfordringer, I oplever

Det handler ikke om at blive en perfekt bonusforælder, men om at skabe et familieliv, hvor alle trives bedre.

Hvornår bør vi søge hjælp?

Hvis konflikterne fylder mere og mere, hvis du føler dig alene i familien, eller hvis relationerne bliver præget af irritation og afstand, kan det være en god idé at få hjælp.

Som familierådgiver og parterapeut hjælper jeg især sammenbragte familier med at forstå de mønstre, der skaber konflikter, og finde konkrete redskaber til at skabe mere ro, bedre forståelse og stærkere relationer.

Du behøver ikke stå alene med det, der er svært.

Har du brug for hjælp?

Hvis du har læst hertil, er der en god chance for, at du har siddet alene med de her tanker længe.

Måske er du landet her sent om aftenen, fordi du ikke ved, hvem du ellers kan tale med.

Måske har du ikke fortalt din partner, hvordan du har det, fordi du er bange for at såre ham eller hende – eller for at blive misforstået.

Du behøver ikke bære det alene.

Jeg taler hver uge med bonusmødre og bonusfædre, som går med præcis de samme tanker. Samtalen behøver ikke starte med jer begge. Nogle gange er det vigtigste første skridt, at du får mulighed for at sætte ord på det, du går med, i et trygt og fortroligt rum.

Sammen undersøger vi, hvad der ligger bag dine følelser, og hvordan du kan finde en vej videre – uden skyld og skam.

→ Bestil en tid, hvis du ønsker en fortrolig samtale.

Se også

→ Min partner forsvarer altid sine børn

→ Jeg føler mig som gæst i mit eget hjem

→ Bonusmor

→ Sammenbragte familier

Bestil Tid

Ofte stillede spørgsmål

Er det normalt ikke at kunne lide sin partners børn?

Ja. Mange bonusforældre oplever på et tidspunkt, at de har svært ved at knytte sig til deres partners børn. Det betyder ikke, at du er et dårligt menneske. Ofte handler følelsen om den rolle, du har fået i den sammenbragte familie, eller om dynamikken mellem de voksne.

Skal jeg elske mine bonusbørn?

Nej. Du behøver ikke at elske din partners børn. Det vigtigste er, at relationen er præget af respekt, tryghed og gensidig forståelse. Kærlighed kan ikke fremtvinges, men den kan vokse med tiden.

Hvorfor bliver jeg så irriteret på min partners børn?

Irritationen handler ofte om mere end børnenes adfærd. Mange bonusforældre oplever, at de mangler indflydelse, føler sig overset eller ikke bliver bakket op af deres partner. Når de underliggende problemer ikke bliver løst, kan frustrationen let rette sig mod børnene

Kan jeg få hjælp uden min partner?

Ja. Mange starter et forløb alene. Det kan være svært at tale med sin partner om de tanker og følelser, man går med, og derfor vælger mange først at tale med en familierådgiver. Samtalen kan give dig større forståelse for situationen og hjælpe dig med at finde en god vej videre.

Betyder det, at vores sammenbragte familie ikke kan lykkes?

Nej. De fleste sammenbragte familier møder udfordringer undervejs. Det betyder ikke, at forholdet er dømt til at mislykkes. Med større forståelse, realistiske forventninger og de rette redskaber kan mange familier skabe en hverdag, hvor både voksne og børn trives.
Læs mere om de særlige udfordringer – og hvordan du kan håndtere dem – på siden om Sammenbragte familier.

Mor sætter en kærlig grænse for sit barn i køkkenet — Familierådgivning om kærlige grænser, børneopdragelse og det nye børnesyn.

Mange forældre oplever, at det kan være svært at sætte kærlige grænser for deres barn – uden at ende med at råbe eller miste tålmodigheden.

Har du nogensinde tænkt…

“Hvorfor bliver jeg så vred over selv de mindste ting?”

Måske handler det om sko, der bliver smidt midt på gulvet. En teenager, der svarer igen. Et barn, der ignorerer dig for femte gang. Eller endnu en weekend, hvor du føler, at du hele tiden rydder op, hjælper, minder om og holder sammen på det hele.

Ofte er det ikke den sidste lille ting, der får os til at eksplodere.

Det er alle de små situationer, hvor vi ikke fik sagt fra.

Hvor vi tilsidesatte vores egne behov.

Hvor vi tænkte:

“Jeg tager den senere.”

Mange forældre ønsker at være tålmodige og forstående. Derfor bider de tænderne sammen lidt længere, forklarer én gang til og håber, at det bliver bedre.

Men når vi venter for længe med at sige fra, sker der ofte det modsatte.

Vi mister tålmodigheden.

Vi hæver stemmen.

Og bagefter får vi dårlig samvittighed.

Problemet er ikke, at du satte en grænse.

Problemet er, at du ventede for længe.

Det er ikke kærligt over for dit barn at vente med at sætte en grænse, til du er så frustreret, at du kommer til at råbe.

Mit barn hører ikke efter – og så mister jeg tålmodigheden

Forestil dig, at du står og laver aftensmad.

Dit barn hopper i sofaen.

Du siger:

“Jeg vil ikke have, at du hopper i sofaen.”

Barnet fortsætter.

Du siger det igen.

Og igen.

Måske tænker du:

“Jeg skal lige gøre maden færdig først.”

Fem minutter senere hopper barnet stadig.

Nu er kartoflerne ved at koge over.

Du er sulten.

Du er træt.

Og pludselig råber du ad dit barn.

Var problemet, at barnet hoppede i sofaen?

Nej.

Problemet var, at du ventede med at handle, til du var så presset, at du ikke længere kunne bevare roen.

I stedet kunne du have lagt grydeskeen fra dig et øjeblik, gået hen til dit barn, taget det kærligt i hånden og hjulpet det ned fra sofaen.

Du kunne sige:

“Jeg vil ikke have, at du hopper i sofaen. Kom, så skal jeg hjælpe dig ned.
Har du lyst til at hjælpe mig med at dække bord i stedet?”

På den måde bliver grænsen tydelig, samtidig med, at du hjælper dit barn videre.

Du viser ikke kun, hvad barnet ikke må.

Du viser også, hvad barnet gerne må.

At sætte grænser handler ikke om at kontrollere børn.
Det handler om at lære dem, hvordan vi er sammen med andre mennesker – samtidig med at vi passer på os selv.

Det nye børnesyn handler også om den voksne

Jeg arbejder ud fra det nye børnesyn.

Det betyder blandt andet, at børn skal mødes med respekt, nysgerrighed og forståelse.

Men det betyder ikke, at voksne skal tilsidesætte sig selv. Det betyder heller ikke, at børn skal bestemme det hele.

Tværtimod.

Børn har brug for voksne, som viser, hvordan man passer på sig selv, samtidig med at man viser omsorg for andre.

Når du sætter en rolig grænse i tide, lærer dit barn noget meget vigtigt:

At alle mennesker har grænser.
At alles behov tæller.
At respekt går begge veje.

En grænse er ikke en straf. Den er en information om, hvor din grænse går.

Derfor er det den voksnes ansvar at sætte grænser

Børn bliver ikke født med evnen til at tage hensyn, vente på tur eller vide, hvor andre menneskers grænser går.

Det er noget, de skal lære.

Og det er de voksnes ansvar at lære dem det.

Det betyder ikke, at du kan styre dit barns adfærd.

Men det er dit ansvar at vise barnet, hvordan vi er sammen med andre mennesker.

Hvis vi aldrig viser vores børn, hvor vores grænser går, hvordan skal de så lære at respektere andres?

Børn kan ikke lære at respektere andres grænser, hvis de aldrig møder dem.

Derfor er det ikke barnets ansvar at vide, hvornår du har fået nok.

Det er dit ansvar at vise det – roligt, tydeligt og i tide.

Hvordan sætter man grænser for sit barn?

Der findes ikke én rigtig måde at sætte grænser på. Men der er nogle principper, som ofte gør en stor forskel:

Sæt grænsen, mens du stadig er rolig.
Tal ud fra dig selv: “Jeg vil ikke have…”, “Jeg bliver bekymret…”, “Jeg har brug for…”.
Bevar kontakten med dit barn, også når du siger nej.
Vis gerne barnet, hvad det må i stedet.

Sådan kan du sætte kærlige grænser i hverdagen

Når dit barn taler grimt til dig, kan det være fristende at hæve stemmen eller skælde ud.

Prøv i stedet at sætte en klar og tydelig grænse:

“Jeg bryder mig ikke om den måde, du taler til mig på.”

Når grænsen er sat, kan du bevare kontakten ved at være nysgerrig:

“Kan du hjælpe mig med at forstå, hvad der sker lige nu?”

På den måde viser du både, at tonen ikke er okay, og at du gerne vil forstå, hvad der ligger bag.

Hvis dit barn ikke har lyst til at tale med det samme, er det også okay. Det vigtigste er, at barnet oplever, at du både passer på dig selv og er interesseret i at forstå barnets oplevelse.

Det samme gælder større børn og teenagere.

Hvis en aftale ikke bliver overholdt, kan du først sætte ord på din grænse:

“Vi havde en aftale om, at du skulle være hjemme klokken ni, og jeg bliver bekymret, når den ikke bliver overholdt.”

Når grænsen er tydelig, kan du fortsætte:

“Vil du fortælle mig, hvad der skete?”

Du viser, at aftaler er vigtige, samtidig med, at du er nysgerrig på barnets perspektiv.

Kærlige grænser er en gave til dit barn

Nogle forældre bliver bekymrede for, om de stiller for mange krav.

Men tydelige og kærlige grænser er ikke det modsatte af omsorg.

De er omsorg.

Når du hjælper dit barn med at udvikle sociale færdigheder som hensyn, respekt, samarbejde og ansvar, giver du barnet noget værdifuldt med videre i livet.

Det bliver lettere at indgå i fællesskaber, skabe gode relationer og være et menneske, som andre trives sammen med.

Det handler ikke om at opdrage perfekte børn.

Det handler om at hjælpe dem med at fungere godt sammen med andre mennesker – både som børn og senere som voksne.

Pas på dig selv – og relationen

Mange forældre længes efter ferie.

Ikke fordi de ikke elsker deres børn.

Men fordi de er trætte.

De har båret for meget alene.

Sagt ja for mange gange.

Ventet for længe med at sige fra.

Hvis du igen og igen har brug for en pause fra hverdagen for at få ro, kan det være værd at spørge dig selv:

Er der nogle grænser, jeg har brug for at sætte tidligere?

At passe på sig selv er ikke egoistisk.

Det er en forudsætning for at kunne være den voksne, dit barn har brug for.

Kan du mærke dine egne grænser?

Mange forældre kommer først i kontakt med deres grænser, når de allerede er overskredet.

Når irritationen er blevet til vrede.

Når trætheden er blevet til udmattelse.

Når de hæver stemmen og bagefter tænker:

“Hvorfor reagerede jeg så voldsomt?”

Men ofte handler det ikke om den konkrete situation.

Det handler om, at grænsen blev overskredet for længe siden.

Jo tidligere du bliver opmærksom på dine egne signaler, desto lettere bliver det at sætte en rolig og tydelig grænse.

Måske mærker du det som uro i kroppen.

En spænding i skuldrene.

Ondt i maven.

En kortere lunte.

Eller en følelse af, at du hele tiden giver mere, end du har overskud til.

Det er ikke tegn på, at du er en dårlig forælder.

Det er signaler om, at du har brug for at passe bedre på dig selv.

Har du svært ved at mærke dine egne behov og grænser?

Hvis du ofte først opdager dine grænser, når du bliver vred, ked af det eller helt udmattet, kan det være hjælpsomt at undersøge, hvorfor det sker.

I mine individuelle samtaler hjælper jeg voksne med at blive klogere på deres egne mønstre, mærke deres egne behov og sætte tydelige, kærlige grænser – både over for deres børn og andre mennesker.

→ Læs mere om individuelle samtaler

Sæt grænser i tide

At sætte en grænse i tide er ikke kun kærligt over for dit barn.

Det er også kærligt over for dig selv.

Og måske vigtigst af alt – det er kærligt over for jeres relation.

Når der er plads til både barnets og den voksnes behov, bliver der også plads til mere ro, mere respekt og mere glæde i familien.

For vi sætter ikke grænser for at kontrollere vores børn.

Vi sætter grænser for at lære dem, hvordan mennesker passer på sig selv og viser hensyn til andre.

Du behøver ikke være den perfekte forælder

Ingen forældre rammer rigtigt hver gang.

Vi mister alle tålmodigheden indimellem.

Vi kommer alle til at sige noget, vi ville ønske, vi havde sagt anderledes.

Det afgørende er ikke, om du aldrig bliver vred.

Det afgørende er, om du bliver bedre til at opdage dine grænser, før de bliver overskredet.

For når du passer på dig selv, passer du også bedre på relationen til dit barn. Og det er måske den vigtigste gave, du kan give.

Har du brug for hjælp?

Det kan være svært at ændre gamle mønstre alene.

Måske ved du godt, at du gerne vil sætte tydeligere grænser, men opdager først dine egne behov, når du er blevet frustreret eller helt udmattet.

Måske oplever du, at konflikterne med dit barn fylder mere, end du ønsker, eller at du har svært ved at finde balancen mellem omsorg, nærvær og tydelighed.

Du behøver ikke stå alene med det.

Jeg tilbyder familierådgivning, individuel terapi og parterapi i Charlottenlund og online. Sammen finder vi ud af, hvad der ligger bag udfordringerne, og hvordan du kan skabe mere ro, tydelighed og trivsel i din familie.

→ Book en tid eller kontakt mig, hvis du vil høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe.

Læs også

→ Det nye børnesyn – hvad betyder det i praksis?
→ Hjælp til børneopdragelse
→ Familierådgivning
→ Individuelle samtaler

Mor og teenagedatter taler om udfordringer som teenager

Der findes ikke perfekte forældre – og det har din teenager heller ikke brug for.

Teenageårene kan være en udfordrende tid – både for den unge og for dig som forælder.

Måske oplever du, at dit barn trækker sig mere, svarer kort, bliver lettere irritabel eller ønsker mere frihed, end du føler dig klar til at give.

Det kan være svært at vide, hvornår du skal holde fast, og hvornår du skal give slip.

Men én ting er sikkert:

Din teenager har stadig brug for dig – bare på en anden måde end tidligere.

Som familierådgiver møder jeg mange forældre, der ønsker at gøre det bedste for deres teenager. Ikke fordi de vil være perfekte – men fordi de gerne vil hjælpe deres barn med at udvikle sig til en tryg, selvstændig og ansvarlig voksen.

Her er fem ting, der kan gøre en stor forskel.

1. Vær en tryg base – også når din teenager skubber dig væk

Teenagere søger naturligt mere selvstændighed.

Det betyder ikke, at de ikke længere har brug for deres forældre.

Tværtimod.

De har brug for at vide, at du er der, også når de virker afvisende.

Når du møder dit barn med ro og nysgerrighed frem for kritik, styrker du den relation, de skal bygge videre på resten af livet.

2. Lyt mere, end du løser

Som forælder kan det være fristende hurtigt at komme med gode råd.

Men ofte har teenagere først og fremmest brug for at blive lyttet til.

Prøv at være nysgerrig:

“Hvordan var det for dig?”

“Hvad tænker du selv kunne hjælpe?”

Det kan være svært ikke straks at komme med løsninger, men ofte oplever teenagere sig mest forstået, når de først får lov til at fortælle.

Når unge oplever, at deres følelser bliver taget alvorligt, bliver det lettere for dem selv at finde løsninger.

3. Giv ansvar – lidt ad gangen

Selvstændighed opstår ikke fra den ene dag til den anden.

Den udvikles gennem små erfaringer.

Lad din teenager få ansvar, som passer til alder og modenhed.

Det kan være økonomi, transport, aftaler eller praktiske opgaver hjemme.

Når du viser tillid, udvikler dit barn også tillid til sig selv.

4. Sæt tydelige rammer – med respekt

Teenagere har brug for frihed.

Men de har også brug for voksne, der tør sætte grænser.

Forskellen ligger i måden, de bliver sat på.

Forklar hvorfor reglerne findes.

Lyt til din teenagers perspektiv.

Og vær villig til at justere, når det giver mening.

Respekt går begge veje.

5. Husk, at relationen er vigtigere end at få ret

Der vil komme uenigheder.

Det er en naturlig del af teenageårene.

Men spørg dig selv:

“Er det vigtigste lige nu, at jeg får ret – eller at vi bevarer kontakten?”

Når relationen er stærk, bliver det lettere at tale om de svære ting.

Det er relationen, der giver din teenager mod på at komme til dig, når livet bliver svært.

Du behøver ikke have alle svarene

Det vigtigste, du kan give din teenager, er ikke perfekte løsninger.

Det er en oplevelse af at være elsket, forstået og mødt med respekt.

Teenageårene handler ikke kun om at hjælpe dit barn gennem en svær periode.

De handler også om at hjælpe et ungt menneske godt på vej mod voksenlivet.

Og det er en af de vigtigste opgaver, vi har som forældre.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår begynder teenageårene?

Teenageårene begynder typisk omkring 12-13-årsalderen, men udviklingen er forskellig fra barn til barn. Det vigtigste er ikke alderen, men at møde dit barn med nysgerrighed og støtte i den udvikling, der er i gang.

Hvordan håndterer jeg konflikter med min teenager?

Teenagere har brug for mere frihed i takt med, at de bliver ældre. Samtidig har de stadig brug for tydelige rammer og voksne, der guider dem. Frihed og ansvar bør følges ad, så din teenager gradvist lærer at træffe gode valg.

Hvor meget frihed skal en teenager have?

Konflikter er en naturlig del af teenageårene. Prøv at møde din teenager med ro, lyt til deres perspektiv, og vent med at finde løsninger, til I begge er faldet til ro. Målet er ikke at undgå konflikter eller altid at være enige, men at bevare en god relation med respekt for hinanden – også når I er uenige.

Har du brug for hjælp?

Hvis konflikterne fylder meget derhjemme, eller hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst støtter din teenager, er du altid velkommen til at kontakte mig eller bestille en tid.

Sammen kan vi finde en vej, der skaber mere ro, bedre kommunikation og en stærkere relation.

Du behøver ikke stå alene med det, der er svært.
Små ændringer i måden, vi møder vores teenagere på, kan gøre en stor forskel – både for dem og for relationen mellem jer.
Du behøver ikke stå alene med det, der er svært.
BESTIL EN TID

Læs også

→ Børneopdragelse – sådan skaber du trygge rammer for dit barn

→ Børneopdragelse – sådan sætter du grænser

→ Familierådgivning – få hjælp til en hverdag med færre konflikter

→ Sammenbragte familier – når hverdagen bliver svær

→ Ferie i en sammenbragt familie – 5 ting, der kan gøre ferien lidt lettere

Har du brug for mere hjælp? Du er altid velkommen til at kontakte mig.

Hvis I lever i en sammenbragt familie, har I måske oplevet, at en ferie ikke altid bliver, som I havde håbet.

En ferie i en sammenbragt familie kan være fyldt med fantastiske oplevelser, men også udfordringer, man ikke havde forudset.

Ferier er for mange årets højdepunkt. Tid til nærvær, fælles oplevelser og en pause fra hverdagens travlhed.

Men i en sammenbragt familie kan ferier også være den tid på året, hvor konflikter, skuffelser og svære følelser fylder mere end ellers.

Hvert år taler jeg med sammenbragte familier, som oplever, at konflikterne tager til op til, under eller efter en ferie. Det skyldes sjældent selve ferien.
Ferien skaber nemlig sjældent nye problemer – den gør ofte de udfordringer, der allerede findes i familien, tydeligere.

Når hverdagen bliver sat på pause, rutinerne forsvinder, og I er sammen stort set hele tiden, bliver alles behov, forventninger og følelser mere synlige.

Børnene kan længes efter ekstra tid med deres biologiske mor eller far. Bonusforælderen kan savne tid alene med sin partner. Samtidig forsøger den biologiske forælder ofte at få alle til at føle sig set og hørt.

Noget af det, der gør en ferie i en sammenbragt familie udfordrende, er, at alle går ind til ferien med forskellige behov.

Det betyder ikke, at der er noget galt.

Det betyder, at I står i en situation, hvor mange forskellige behov skal finde plads på én gang.

I denne artikel får du en forklaring på, hvorfor ferier kan være særligt udfordrende i en sammenbragt familie – og hvordan I kan forstå hinanden bedre og skabe en ferie med mere ro og færre konflikter.

Ferien er ikke problemet – den gør bare problemerne tydeligere

Mange sammenbragte familier oplever, at konflikterne tager til på ferier. Derfor kan det være fristende at tænke, at det er ferien, der er problemet.

Men det er sjældent tilfældet.

Ferien er ikke problemet – den gør bare problemerne tydeligere.

I hverdagen hjælper rutiner, arbejde, skole og fritidsaktiviteter ofte med at skabe pauser mellem de udfordringer, der naturligt opstår i en sammenbragt familie. På ferien er I sammen det meste af tiden, og der er færre muligheder for at trække sig eller få et pusterum.

Samtidig er forventningerne ofte høje. Mange håber på nærvær, hygge og gode oplevelser sammen. Men når forskellige behov mødes på én gang, kan skuffelser og konflikter hurtigt opstå – også selvom alle ønsker, at ferien skal blive god.

Det betyder ikke, at jeres familie fungerer dårligt.

Det betyder blot, at ferien giver mindre plads til at undgå de udfordringer, som allerede var der.

“På ferien er der ikke flere problemer – der er bare mindre plads til at gemme sig for dem.”

— Cathrine

På ferien har alle forskellige behov

Noget af det, der gør ferier særligt udfordrende i en sammenbragt familie, er, at alle ofte går ind til ferien med forskellige forventninger, ønsker og behov.

Børnene har måske savnet deres biologiske mor eller far og glæder sig til ekstra tid sammen. Bonusforælderen har måske glædet sig til at få mere tid med sin partner. Samtidig ønsker den biologiske forælder ofte at skabe en god ferie for alle og kan let komme til at føle sig splittet mellem partneren og børnene.

Hvis bonusforælderen også har egne børn, kan deres behov naturligvis fylde lige så meget. Måske har de også glædet sig til ekstra tid med deres mor eller far. Måske oplever de, at opmærksomheden igen bliver delt.

Ingen af disse behov er forkerte.

Har I fælles børn, kan de også blive påvirket. De forstår måske ikke, hvorfor mor eller far pludselig bruger mere tid alene med bonusbørnene, eller hvorfor stemningen ændrer sig i løbet af ferien.

Konflikterne opstår sjældent, fordi nogen ønsker det. De opstår, fordi alles behov kæmper om den samme tid og opmærksomhed.

Hvorfor børn ofte længes ekstra efter deres biologiske forælder på ferier

For mange bonusforældre kan det være svært at forstå, hvorfor børnene pludselig søger ekstra meget mod deres biologiske mor eller far på ferien. Men for børnene er det ofte en helt naturlig reaktion.

I hverdagen er der skole, fritidsaktiviteter og faste rutiner. På ferien forsvinder mange af de rammer, og der opstår tid og ro til at være sammen på en anden måde. Det kan vække et naturligt ønske hos barnet om at få ekstra nærvær med sin biologiske forælder.

Det betyder ikke, at barnet tager afstand fra bonusforælderen eller ikke sætter pris på relationen. Det handler ofte om et behov for nærhed, tryghed og kontakt med den person, barnet har kendt hele sit liv.

For bonusforælderen kan det samtidig vække svære følelser. Måske havde du glædet dig til tid sammen som familie eller til mere tid med din partner. Når børnene fylder mere, end du havde forestillet dig, kan det vække både frustration, skuffelse og jalousi.

De følelser er ikke et tegn på, at du er et dårligt menneske.

De fortæller blot, at også du har behov, som har brug for at blive set.

Når jalousi fylder mere på ferier

Ferier kan vække stærke følelser hos både børn og voksne. En af de følelser, der ofte fylder mere, er jalousi.

Måske oplever bonusforælderen, at partneren bruger al sin tid og opmærksomhed på børnene. Måske bliver et barn jaloux over, at søskende eller bonussøskende får mere tid med mor eller far. Måske savner egne børn også ekstra nærvær med deres biologiske forælder.

Jalousi kan opstå mange forskellige steder i familien. Ikke fordi nogen ønsker det, men fordi tid og opmærksomhed pludselig bliver en begrænset ressource, som alle længes efter.

Det er vigtigt at huske, at jalousi sjældent handler om manglende kærlighed.

Den fortæller ofte, at der er et behov, som endnu ikke er blevet mødt.

Når jalousien bliver mødt med forståelse i stedet for skyld eller skam, bliver det langt lettere at tale om de behov, der ligger bag, før de udvikler sig til konflikter.

Forventningsafstemning er vigtigere end ferieplanlægning

Mange bruger lang tid på at planlægge, hvor ferien skal gå hen, hvad de skal opleve, og hvad de skal pakke.

Men i en sammenbragt familie er den vigtigste forberedelse ofte en helt anden.

Nemlig at tale om forventningerne, inden ferien begynder.

Jo tidligere I taler om forventningerne – gerne allerede når ferien planlægges – desto lettere er det at finde løsninger, der tager hensyn til både børn og voksne.

Hvad glæder børnene sig til?

Har de brug for lidt ekstra tid alene med deres biologiske mor eller far?

Hvordan får I også skabt tid til hinanden som par?

Hvordan sikrer I, at alle føler sig set og hørt i løbet af ferien?

Det handler ikke om, at børnene skal bestemme det hele. Men små stunder alene med deres biologiske forælder kan betyde rigtig meget for mange børn. På samme måde kan en gåtur, en kop kaffe eller en middag alene give jer, som par, mulighed for at finde hinanden igen.

Hvis I ønsker en ferie i en sammenbragt familie med færre konflikter, er forventningsafstemning noget af det vigtigste, I kan gøre.

Målet er ikke, at alle får deres behov opfyldt.
Målet er, at alle oplever, at deres behov bliver set og taget alvorligt.

Ferien behøver ikke være en kamp

Selvom ferier kan være udfordrende i en sammenbragt familie, betyder det ikke, at de altid vil være det.

Når I forstår, hvad der ligger bag konflikterne, bliver det lettere at møde hinanden med nysgerrighed, forståelse og omsorg – både som voksne og som forældre.

Mange af de familier, jeg hjælper, oplever en stor lettelse, når de opdager, at deres udfordringer ikke handler om manglende kærlighed, men om forskellige behov, som endnu ikke har fået plads.

Hvis ferier igen og igen ender i konflikter, skuffelser eller følelsen af, at ingen rigtig får det, de havde håbet på, behøver I ikke stå alene med det.

Jeg hjælper sammenbragte familier med at forstå hinanden bedre, skabe færre konflikter og finde en hverdag – og ferier – med mere ro, nærvær og plads til både børn og voksne.

En ferie i en sammenbragt familie bliver sjældent perfekt. Men den kan blive langt bedre, når alles behov får plads.

De bedste ferier er ikke dem uden konflikter. Det er dem, hvor der er plads til alles behov.

Bestil en tid i Charlottenlund eller online.

BESTIL TID

5 ting, der kan gøre ferien lidt lettere

1. Tal om forventninger – før ferien begynder

Mange konflikter opstår, fordi vi tror, vi ønsker det samme.

Tal om:

Hvad håber I hver især på?
Hvad er vigtigt for børnene?
Hvad er vigtigt for jer som par?

2. Giv plads til de nære relationer

Hvis børnene kun ser deres biologiske forælder halvdelen af tiden, kan de have brug for nærhed og alenetid.

Det er ikke et nederlag.

Det er en investering i familien.

3. Husk også parforholdet

Når børnene fylder meget, er det let at glemme hinanden.

Små øjeblikke sammen kan gøre en stor forskel.

En kop kaffe.

En aftentur.

10 minutter uden børn.

4. Accepter, at alt ikke bliver perfekt

Der vil måske opstå misforståelser.

Nogen bliver skuffede.

Planer ændrer sig.

Det er en del af livet – også i ferien.

Det betyder ikke, at ferien er mislykket.

5. Vær nysgerrige på hinanden

Spørg mere.

Antag mindre.

Mange konflikter starter med misforståelser.

Nysgerrighed skaber ofte mere ro end hurtige konklusioner.

Der findes ikke den perfekte ferie – heller ikke i en sammenbragt familie.

Men med lidt planlægning, realistiske forventninger og plads til både børn, voksne og parforhold kan I skabe en ferie, hvor der også er plads til nærvær, grin og gode minder.

Og husk:

I behøver ikke stå alene med det, der er svært.

Hvis I har brug for hjælp til at finde hinanden igen, er I altid velkomne til at kontakte mig.

Book en gratis afklarende samtale

Læs også

Du ved godt, at hun er børnenes mor. Du ved godt, at hun altid vil være en del af jeres liv.

Og du ved godt, at samarbejdet omkring børnene er vigtigt.

Alligevel kan du nogle gange sidde med en følelse af, at eksen fylder mere, end du kan holde til.

Måske dukker hendes navn op flere gange om dagen.

Måske påvirker hun jeres planer, jeres humør eller jeres konflikter.

Måske oplever du, at hun fylder i hjemmet, selv når hun ikke er der.

Hvis du kan genkende det, er du langt fra alene.

Kender du det?

Måske tænker du:

✓ Hvorfor skal hun altid have en mening om det hele?

✓ Hvorfor påvirker hun stadig vores liv så meget?

✓ Hvorfor bliver vores planer hele tiden ændret?

✓ Hvorfor føles det, som om vi aldrig får lov til bare at være os?

✓ Hvorfor fylder hun så meget i vores samtaler?

✓ Hvorfor føler jeg mig nogle gange som nummer to?

Mange bonusforældre har disse tanker og følelser, men alt for få tør tale højt om dem. For med disse tanker og følelser følger der ofte skam og skyld med.

Det er en svær følelse at tale om

De fleste ved godt, at børnene har brug for deres mor og far. Derfor kan det føles forkert at blive frustreret over, at eksen fylder.

Måske skammer du dig over følelsen. Måske fortæller du dig selv, at du burde være mere rummelig.

Men følelser er ikke forkerte – de fortæller os blot, at noget er svært.

Problemet er ikke altid eksen

Når vi føler os pressede, er det let at pege på eksen, som årsagen til problemet.

Men ofte handler følelsen om noget andet.

Måske savner du mere tid alene med din partner.

Måske føler du dig udenfor i beslutningerne.

Måske savner du tydeligere grænser.

Eller måske oplever du, at jeres parforhold kommer i anden række. Derfor er det vigtigt at være nysgerrig på, hvad følelsen egentlig handler om.

Når eksen bliver et symbol

Nogle gange bliver eksen et symbol på alt det, der er svært ved den sammenbragte familie.

Hun bliver symbolet på:

de ændrede planer
de manglende grænser
konflikterne
følelsen af ikke helt at høre til

Men ofte er det ikke personen i sig selv, der er problemet.

Det er den plads, situationen kommer til at fylde.

Hvordan taler man med sin partner om det?

Mange par ender i konflikt, fordi samtalen kommer til at handle om eksen.

Men ofte giver det mere mening at tale om egne behov.

For eksempel:

“Jeg savner tid alene med dig.”

“Jeg føler mig udenfor, når beslutninger bliver taget uden mig.”

“Jeg har brug for, at vi finder nogle fælles rammer.”

På den måde bliver samtalen mindre en kritik af eksen og mere en samtale om jeres relation.

Der skal være plads til jer

Når man lever i en sammenbragt familie, vil eksen næsten altid være en del af ligningen.

Men det betyder ikke, at hun skal fylde alt. Der skal også være plads til jer.

Til jeres relation. Til jeres hverdag. Til jeres fælles familie.

Du er ikke alene

Hvis du kan genkende de tanker eller følelser, du har læst om her, skal du vide, at du er langt fra alene.

Mange bonusmødre, par og sammenbragte familier oplever de samme udfordringer.

Det betyder ikke, at der er noget galt med dig – det betyder blot, at du står i en situation, som kan være svær at navigere i.

Hvis du oplever, at eksen fylder for meget, betyder det ikke, at du er urimelig eller jaloux.

Det betyder blot, at du står i en situation, som rigtig mange bonusforældre kender alt for godt.

Og det er muligt at finde en bedre balance.

Du behøver ikke stå alene med det, der er svært.

Læs også

Har du brug for hjælp?

Det kan være svært at finde sin plads i en sammenbragt familie, når frustration, usikkerhed eller konflikter fylder mere, end de behøver.

Jeg hjælper bonusmødre, par og sammenbragte familier med at skabe større forståelse, færre konflikter og stærkere relationer.

→ Læs mere om bonusmor-rådgivning

→ Læs mere om familierådgivning til sammenbragte familier

Jeg tilbyder familierådgivning i Charlottenlund og online.

BESTIL TID

“Det er ikke børnene, jeg er mest frustreret over. Det er min partner.”

Den sætning hører jeg ofte fra bonusmødre.

Mange oplever, at det ikke er børnenes adfærd, der skaber de største konflikter i den sammenbragte familie. Det er følelsen af, at partneren altid forsvarer sine børn – uanset hvad der sker.

Måske oplever du, at din partner går i forsvar, når du nævner noget om børnene, der går dig på eller irriterer dig.

Måske føler du, at dine behov bliver tilsidesat.

Eller måske sidder du tilbage med følelsen af at stå alene med ansvaret, for at få hverdagen i jeres sammenbragte familie til at fungere.

Hvis du kan genkende det, er du langt fra alene.

Kender du det?

Måske tænker du:

✓ Jeg kan ikke sige noget om børnene uden, at det det ender i en konflikt

✓ Min partner tager altid børnenes parti

✓ Jeg føler mig ikke hørt

✓ Reglerne gælder ikke for børnene

✓ Jeg bliver gjort til den strenge eller sure

✓ Min partner kan ikke se situationen fra min side

✓ Jeg begynder at trække mig for at undgå konflikter

Hvorfor forsvarer min partner altid sine børn?

For de fleste forældre er børnene det mest værdifulde i deres liv.

Når du, som bonusforælder, peger på en udfordring, kan det derfor opleves, som kritik af både barnet, din partner og forældreskabet – også selvom det ikke er din hensigt.

Mange forældre bærer desuden på skyld efter en skilsmisse.

De ønsker ikke, at børnene skal opleve flere tab eller konflikter.

Derfor kan de komme til at beskytte børnene ekstra meget eller undgå at sætte grænser, selv når det skaber problemer i familien.

Problemet er sjældent børnene

Når konflikterne gentager sig, kommer det ofte til at handle om børnene.

Men i virkeligheden handler det ofte om samarbejdet mellem de voksne.

Hvis I ikke kan tale åbent om det, der er svært, risikerer I at havne i en fastlåst konflikt:

Du føler dig ikke hørt.

Din partner føler sig kritiseret.

Og begge føler sig misforstået.

Hvordan taler man om det uden konflikt?

Det kan være fristende at pege på alt det, børnene gør forkert.

Men det der virker er, når at taler ud fra dig selv – om hvordan du oplever det, og hvad du føler. På den måde gør du ikke andre forkerte, men taler udelukkende om, hvordan der er for dig.

For eksempel:

“Jeg føler mig alene med ansvaret.”

eller

“Jeg får en følelse af at føle mig udenfor, når…”

“Jeg savner, at vi finder en løsning sammen.”

På den måde kommer samtalen mere til at handle om, hvordan du har det og om, hvordan I får familien til at fungere, fremfor kritik af børnene og hinanden og et spørgsmål om, hvem der har ret.

Det er jer mod problemet

I mange sammenbragte familier ender bonusforælderen og den biologiske forælder på hver sin side.

Men målet er ikke, at den ene skal vinde.

Målet er, at I som par finder en måde at håndtere udfordringerne sammen.

Jo mere I oplever, at I står på samme hold, desto lettere bliver det at skabe ro i familien.

Du er ikke alene

Hvis du oplever, at din partner altid forsvarer sine børn, betyder det ikke, at der er noget galt med dig eller jeres forhold.

Det er en af de mest almindelige udfordringer i sammenbragte familier, og det er også en udfordring, som det er muligt at arbejde med.

Det betyder ikke, at der er noget galt med jer – det betyder blot, at I står i en situation, som kan være svær at navigere i.

Du behøver ikke stå alene med det, der er svært.

Læs også

Har du brug for hjælp?

Det kan være svært at finde sin plads i en sammenbragt familie, når frustration, usikkerhed eller konflikter fylder mere, end de behøver.

Jeg hjælper bonusmødre, par og sammenbragte familier med at skabe større forståelse, færre konflikter og stærkere relationer.

Jeg tilbyder familierådgivning i Charlottenlund og online.

BESTIL TID